Energiminister skifter kurs i sag om vestjyske højspændingsmaster

Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) har lyttet til de mange borger-protester mod 170 km højspændingsmaster ned gennem Jylland. Vil undersøge alternativer.

Energiminister Lars Christian lilleholt (V) vil nu undersøge, om der er alternativer til den planlagte 170 km lange højspændingsledning ned langs den jyske vestkyst.

Det vækker glæde bl.a i de fire landboforeninger i Sagro, der i fælleskab har indsendt kritisk høringssvar i sagen med opfordring til, at politikerne finder pengene og graver ledningerne ned i stedet for at skamfere landskabet med højspændingsmaster.

»Det er vi da utrolig glade for,« siger Kristian Gade, formand for Holstebro-Struer Landboforening,

»Vi har hele tiden syntes, det var en forkert beslutning, at de få skulle lide for de mange - derfor har vi også ytret os. Nu må vi så se, hvad der kommer ud af det, men det er i alt fald et skridt i den rigtige retning at undersøge de alternative muligheder igen,« siger Kristian Gade,.

Protester rhar gjort indtryk

Energiministerens kursskifte blev klart, da han torsdag udtalte sig til TV Avisen.

Her var beskeden fra ministeren i følge dr.dk, at de mange lokale borgeres protester og frustrationer har gjort indtryk på regeringen.

»En ting er at beslutte sig. Noget andet er, når man ser, hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden. På baggrund af lokale protester og frustration synes jeg, det er fornuftigt at se, om der findes alternativer til at hænge ledningerne i luften,« sagde Lars Christian Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister, ifølge dr.dk

 

Flertal bag beslutning

Lars Christian Lilleholt vil nu indkalde de lokale, berørte borgmestre til et møde, ligesom han har bedt Energinet undersøge alternativer til højspændingsmasterne.

Ministeren vil også indkalde energiordførerne for at drøfte mulighederne.

»Skal man finde alternativer til at hænge el-ledningerne i luften, så kommer det til at koste penge. Det vil kræve, at der er opbakning til det i Folketinget,« siger Lars Christian Lilleholt ifølge dr.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle