Fødevareminister Mogens Jensen træder tilbage

Regeringen skal finde en ny fødevareminister

Fødevareminister Mogens Jensen (S) trækker sig som fødevareminister.

Det fortæller han til DR.

Det sker samtidig med, at redegørelsen for regeringens håndtering af minksagen udkommer.

Netop redegørelsen har støttepartierne i form af Enhedslisten og Radikale Venstre fået lov at læse, og det har fået partierne til at trække tilliden til ministeren.

"Det er klart, at det er helt nødvendigt for mig at have tillid fra Folketingets partier i forhold til at udøve mit erhverv. Det er min vurdering, at jeg ikke længere har den fornødne opbakning blandt Folketingets partier", siger Mogens Jensen til DR.

ministerium har begået fejl

Fødevareministeren og regeringen har gennem den seneste uge været under hårdt pres, siden det kom frem, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Samtidig mener regeringens støttepartier, at ministeren har handlet for langsomt på tidligere advarsler om, at coronavirus kan mutere i mink.

I et længere opslag på Facebook erkender Mogens Jensen, at der i Fødevareministeriet er blevet begået fejl i forbindelse med beslutningen om at aflive alle danske mink.

"Om den første redegørelse vil jeg sige, at det her klart fremgår, at mit ministerium har begået fejl i forbindelse med, at regeringen meldte beslutningen ud om at aflive alle mink i Danmark. Det har jeg tidligere beklaget. Det beklager jeg igen og tager ansvar for. Særligt beklager jeg det over for de mange minkfarmere, som har stået og står i en meget ulykkelig situation", skriver den nu tidligere minister.

Han fortsætter med at fastholde, at ministerens mål hele vejen har været at bremse smitten af corona.

Mogens Jensen tiltrådte 27. juni  posten som minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Politikeren har meddelt, at han helt udtræder af regeringen og fortsætter som menigt medlem af Folketinget.

Emneord

politik , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle