Fødevareministeren: Regeringen sikrer bedre tilsyn med dyrene i naturnationalparkerne

Selvfølgelig vil vi gribe ind med det samme, hvis der opstår problemer med dyrevelfærden. Dyrevelfærden skal sikres i naturnationalparkerne, lyder det fra fødevareminister Jacob Jensen (V) i et debatindlæg.

Af fødevareminister Jacob Jensen (V)

Ingen dyr i menneskers varetægt må sulte eller lide anden nød. Og det er uanset, om de lever bag hegn i naturnationalparker eller i andre naturområder eller holdes på stald.

I forbindelse med oprettelsen af de kommende naturnationalparker er det besluttet, at der skal være en dispensationsmulighed fra de gængse regler om tilsyn af dyr. Det har skabt en del bekymring for, om dyrene vil lide overlast, og det har jeg også tidligere selv været med til at rejse.

Derfor stod jeg også på Folketingets talerstol torsdag den 20. april 2023 for at understrege, at vi i regeringen nu imødekommer bekymringen og har besluttet, at der skal holdes ekstra øje med dyrene i disse parker gennem to konkrete tiltag. 
 
For det første skal der laves en evaluering af dispensationsmuligheden for at se, hvordan dyrene har det under de forhold. Den skal laves et år efter, at de første dyr er sat ud med dispensation, så der er data for en hel sæson. Derefter skal vi tage stilling til, om dispensationsmuligheden stadig skal være der. 
 
For det andet vil vi sikre, at dyrene i løbet af dette år ikke lider overlast. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om sideløbende med dispensationen at føre ekstra kontrol med alle dyr, der sættes ud i parkerne. Denne kontrol udføres med henblik på, at dyrevelfærden for de enkelte dyr ikke forringes som følge af en given dispensation. Og hvis der er dyr, der behandles uforsvarligt, så skal der gribes ind med det samme. 
 
Der har også været rejst kritik af, at lokalområderne ikke bliver inddraget tilstrækkeligt i oprettelsen af parkerne. Regeringen vil derfor etablere lokale bestyrelser efter inspiration fra organiseringen af de fem nationalparker.
 
Jeg vil slutte med at slå fast, at det er fuldkommen afgørende for mig, at dyr behandles forsvarligt. Vi vil løbende holde nøje øje med dyrevelfærden i de kommende naturnationalparker. Og så vil vi gennemføre en evaluering af dispensationsmuligheden, når der er gået ét år fra de første dyr er sat ud med dispensation. Selvfølgelig vil vi gribe ind med det samme, hvis der opstår problemer med dyrevelfærden. Dyrevelfærden skal sikres i naturnationalparkerne. Med eller uden dispensation. Det er afgørende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle