Flerårige blandinger med urter øger jordens frugtbarhed

Der er store perspektiver i flerårige græsblandinger med urter til planteavlssædskiftet. Man kan blande op til 60-80 pct. urtefrø i udsæden, uden at udbyttet falder. Især lancet-vejbred er meget velegnet.

Ved iblanding af 60 pct. lancet-vejbred blev udbyttet ligefrem 10-20 pct. højere end udbyttet i en almindelig rajgræs/rødkløverblanding. Ideen med forsøgene er at gøre sædskifterne på planteavlsbrug mere robuste og gøre det muligt at producere afgrøder med salgsværdi. Udgangspunktet er græsmarksblandinger med mange arter, som kan bruges til flere formål. Det kan f.eks. være til produktion af foderprotein til enmavede dyr udvundet af grøn biomasse, grovfoder og energi fra produktion af biogas.

Undersøgelsen om fremtidens malkeko er afsluttet

600 kvægbrugere har besvaret et spørgeskema om, hvilke egenskaber de vægter hos fremtidens malkeko. Svarene vil indgå i udviklingen af et nyt avlsmål. Det er første gang nogensinde, at samtlige danske kvægbrugere har haft mulighed for at give deres bud på, hvordan egenskaberne i et fremtidigt avlsmål skal vægtes i forhold til hinanden. Undersøgelsen er udviklet i det ICROFS-koordinerede økologiske projekt, SOBcows, og er efterfølgende også sendt ud til konventionelle kvægbrugere i samarbejde med AU Foulum, Seges samt Avlsforeningerne for Dansk Holstein, RDM Danmark og Dansk Jersey. Nu behandles resultaterne, så de kan bruges i arbejdet med et nyt avlsmål, der både er i tråd med brugernes ønsker, og som samtidig sikrer maksimal økonomisk avlsfremgang.

 

Økologer glade for økokongres

Arrangørerne har efter kongressen sendt et skema ud til samtlige deltagere på Økologi-Kongres 2015. Målet var at få en stemningsrapport, og svaret var overvældende entydigt. Det var en rigtigt god Økologi-Kongres, som blev afholdt i slutningen af november. Der var mulighed for at netværke og for at få suget ny faglig inspiration til sig. 88 pct. var tilfredse med kongressen og dens indhold, og ca. samme procentdel vil gerne komme til en kongres igen om to år. Man kan læse sammendrag og præsentationer på kongreshjemmesiden, www.okologi-kongres.dk. Kongressen blev organiseret af SEGES Økologi, Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. Endvidere deltog Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) samt Foreningen for Biodynamisk Jordbrug i tilrettelæggelsen.

 

Facebook sikrer ekstra fokus på øko-kalvene

I forbindelse med konkurrencen ”ØkoKalvekampen” tester SEGES Økologi for tiden brugen af sociale medier til faglig formidling. Det indebærer, at der er oprettet en side på Facebook specielt om pasning af økologiske kalve. Siden offentliggør løbende resultater fra konkurrencen mellem fem hold økologiske kalvepassere og viser, hvem der har mest succes med at sænke kalvedødeligheden. Facebook-siden rummer også faglige nyheder om økologiske kalve og deler videoklip og gode billeder af økologiske kalve. Endelig dukker der også løbende erfaringer op fra kalvepassere, som bliver diskuteret på siden. Har du interesse i pasning af økologiske kalve - så kig ind på www.facebook/ØkoKalvekampen. Her kan du også se, hvem af kalvepasserne, der vinder konkurrencen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle