Folketingets sidste landmand kæmper for stemmerne

Svært at få vælgernes opmærksomhed, når man ikke har baller af stål eller andre x-faktorer, mener gdr. Jens Ejner Christensen, Venstre.

»Det er ligesom at være landmand: Man står op klokken halv seks, bliver ved til klokken 22, og man ved ikke, om man får noget ud af det. Men jeg nyder det.«

Galgenhumoren fejler ingenting hos Folketingets sidste aktive produktionslandmand, gdr. Jens Ejner Christensen, Jelling. Han er i valgkamp og kæmper for de personlige stemmer, der i bedste fald kan give ham et fast mandat og en ny periode i Folketinget.

Savner X-faktor

Det er lidt opad bakke, når man ikke er medie-darling med X-faktor i form af baller af stål eller poet med palæstinensisk baggrund - men »bare« vestjysk landmand med fødderne på jorden, mener Jens Ejner Christensen.

Han har siden sommeren 2014 siddet på Ulla Tørnæs’ ledige mandat i Folketinget, efter hun var valgt til Europa-Parlamentet.

Nu skal han tilkæmpe sig sit eget mandat.

Eneste produktionslandmand

Det med »den sidste landmand« kan altid gradbøjes, for der er både tidligere produktionslandmænd og nuværende hobby- og fritidslandmænd i Folketinget.

Men den eneste landmand med landbrug som hovederhverv er i øjeblikket Jens Ejner Christensen.

»Henrik Høegh genopstiller ikke, og han er jo i øvrigt flyttet i parcelhus og har overdraget gården til sønnen. Så jeg er vel nok den sidste produktionslandmand. Jeg passer stadig grise i weekenderne og er ude at køre med traktoren, når det kan passe.«

Godt med praktiske folk

»Hvorfor er det vigtigt, at der sidder landmænd i Folketinget? Det vigtigste er vel, om der er folk med interesse for erhvervet?«

»Det vigtigste er, at der er folk, der tager praktisk erfaring med ind på Christiansborg. Det er der faktisk ret stor respekt for, har jeg fundet ud af. Og det er måske fordi, det ikke er noget, der tynger vores Folketing i øvrigt,« siger Jens Ejner Christensen.

»Jeg tror, vores folkestyre har rigtig godt af, at der både er folk med lange, akademiske uddannelser og folk med en praktisk tilgang. Folk, som ved, hvordan det er at leve med konsekvenserne af det bureaukrati, som politikerne vedtager.«

Sætter »hele brættet«

Jens Ejner Christensen har ikke siddet i fødevareudvalget, men har på grund af sin landbrugsfaglige bidraget til arbejdet med VKO’s store landbrugsplan for landbruget.

En plan i 16 punkter, som bl.a. vil afskaffe de reducerede gødningsnormer.

»Jeg står helt og fuldt bag det oplæg, som vil betyde en markant ændring i forhold til fødevareerhvervet fra dag ét.«

»Her har vi i den grad udstedt et valgløfte. Og hvis regeringsmagten skifter, så bliver det oplæg til noget. Det vil jeg sætte hele min troværdighed og prestige ind på. Jeg sætter hele brættet,« siger Jens Ejner Christensen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle