Formand: Nye tiltag i griseproduktion på vej

Det er i hele erhvervets interesse at få vendt den negative udvikling i griseproduktionen, og griseformand Erik Larsen ser frem til at præsentere nye tiltag i sektoren for fødevareminister Rasmus Prehn på et kommende møde.

Retningen skal helt klart ændres. Det er i hele erhvervets interesse.

Sådan lyder det fra sektorformand i Landbrug & Fødevarer Gris, Erik Larsen, efter nye tal kom frem i sidste uge, der viser, at fremgangen i griseproduktion er gået i stå, og efter den kritik, det har affødt - nemlig at branchen ikke er nået i mål med nedgangen i den totale pattegrisegrisedødelighed - tværtimod, det tal er højere end nogensinde.

- Det har udviklet sig negativt på trods af, at vi sidste år troede, at vi havde vendt udviklingen, siger Erik Larsen og fortsætter:

- Det er klart, at det er vi slet ikke er tilfredse med. Vi SKAL have flere pattegrise til at overleve, og vi skal have sænket sodødeligheden, pointerer han.

Det er Landsgennemsnittet for produktivitet i produktionen af grise i 2021, der blev udgivet i sidste uge, der viser den negative udvikling. Efter at have dokumenteret fremgang på væsentlige parametre som pattegrise- og sodødelighed, fravænnede grise pr. årsso og fodereffektivitet i de foregående år, er tallene for 2021 stort set stagneret i forhold til tallene for 2020.

 

Totale pattegrisedødelighed

Tallene viser, at der blev set fremgang i produktivitet for smågrise, marginal fremgang i produktiviteten for sobesætninger og ingen fremgang for slagtegrisebesætninger. Og at dødeligheden steg for alle dyregrupper.

Særligt den totale pattegrisedødelighed er blevet omtalt, fordi den er steget fra 23,1 procent i 2020 til 23,4 procent i 2021. Det svarer til en stigning på 0,3 procentpoint, som er det højeste niveau nogensinde.

Nye tiltag

Erik Larsen nævner blandt andet PRRS-reduktionsplanen, som allerede er meldt ud, som et tiltag, der skal være med til at højne sundheden i besætningerne. Samtidig er der også nye avlsorienterede tiltag på vej, men dem vil sektorformanden ikke fortælle om endnu.

- Vi vil først præsentere ministeren for de nye tiltag, og så derefter vil de blive meldt bredere ud, siger han.

Erik Larsen frygter dog ikke politiske stramninger og heller ikke for, at de frivillige aftaler er fortid. Han ser derimod frem til mødet med ministeren.

- Jeg frygter ikke noget. Alle griseproducenter, hele branchen, vil gerne løse problemerne med dyrevelfærd. Jeg ser derfor frem til mødet med ministeren, hvor vi kan fortælle ham om de tiltag, vi har sat i værk, siger han.

Han slår fast, at det kun er branchen selv, der kan løse problemerne.

- Det er sektorens ansvar at løse problemerne, og det er kun os, der kan løse dem.

Han fortæller, at der er endnu ikke fastsat en dato for mødet med ministeren, men der har været en kontakt imellem de to parter, så sektorformanden forventer at blive indkaldt til møde snart.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle