Formand for pelsdyravlere om aflyst auktion: Vil ikke betyde flere konkurser

Formanden for Dansk Pelsdyrforening tror ikke, at Kopenhagen Fur aflysning af februar-auktionen, vil lukke flere minkavlere. Men det er dårlige nyheder oven i de allerede små priser.

En del minkavlere har skind for flere hundrede tusind kr. liggende hos Kopenhagen Fur, efter den planlagte minkauktion i februar er blevet aflyst.

Auktionen er blevet aflyst på grund af den frygtede Corona-virus, der med et rejseforbud både internt i Kina og udenlands ville betyde, at en del kinesiske købere ikke kunne komme til auktionen i Danmark.

Dermed står en del avlere med skind, der må vente med at blive solgt. Dermed står de også med en manglende indtægt.

"Det er en svær situation, og det var en svær beslutning at træffe, men som det har eskaleret de sidste par dage i Kina, har der ikke været andre muligheder", siger Tage Pedersen, der er formand for Dansk Pelsdyravlerforening. 

"Det er trist, men det er værst for kineserne - det er en alvorlig situation. Det er utænkeligt at bringe flere hundrede kinesere til Danmark, fordi de ikke må rejse", fortsætter han.

Vil ikke betyde krise for minkavlere

Minkavlere er hårdt pressede for tiden, med lave priser på skindene og et gennemsnitligt tab på omkring 80. kr. pr. skind i forhold til produktionsprisen.

Derfor havde mange avlere formentlig også set frem til at få et bud på en ny markedspris med auktionen i februar.

Tage Pedersen tror dog ikke, aflysningen får flere minkavlere til at gå konkurs.

"Hvor slemt, det kommer til at påvirke den almindelig danske minkavler, kommer an på, hvor ondt det kommer til at gøre i Kina. Hvis ikke der sker noget med den kinesiske økonomi, så får det ikke så stor betydning, for så kan skindene sælges på den næste auktion", siger han.

Den manglende indtægt kommer dog til at betyde noget for likviditeten hos avlerne.

En gennemsnitsavler har omkring 1.200 skind med på auktionen. Med en gennemsnitspris på 200 kr. pr. skind svarer det til en salgspris omkring 240.000 kr., de lige nu har i udestående.

Kopenhagen Fur giver dog et skindforskud, der giver avlerne en del af salgsprisen på forskud. Her kan de få omkring 150 kr. pr skind i forskud, hvilket svarer til omkring 180.000 kr. for 1.200 skind. Det giver en likviditetsforskel på 50 kr. pr. skind.

"Men det er ikke noget, jeg vil vurdere har den store indflydelse på, om folk vil blive lukket eller ej. Man kan håbe på, at vi får samme pris på auktionen til april".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle