Fortsat pres på det europæiske marked giver ekstremt dårlig økonomi i griseproduktionen

Corona og afrikansk svinepest i Italien besværliggør fortsat afsætningen af grisekød på det europæiske marked.

Af Karsten Flemin, markedsanalytiker, Landbrug & Fødevarer

Ofte er februar den måned, hvor man begynder at se de første små stigninger i de europæiske svinenoteringer. Vi så da også her i starten af måneden en mindre stigning i den spanske notering. Men i langt de fleste EU-lande er måneden startet med stabile noteringer og meldinger om fortsat pres på det europæisk marked for grisekød.

Markedssituationen på det europæiske marked påvirkes i disse uger negativt af corona-situationen. Ud over at corona-restriktioner generelt sænker efterspørgslen fra den europæiske foodservice-sektor, betyder et stort smittetryk, at der i mange lande er problemer med at skaffe nok personale til såvel slagtning og opskæring.

Det medfører kø af grise til slagtning, og at ekstra mange udskæringer med ben forsøges afsat på det europæiske marked i disse uger. Det presser prisen for produkter med ben.

Situationen med afrikansk svinepest i Norditalien lægger også fortsat et vist pres på det europæiske marked. Det første chok har lagt sig, og der handles nu mere normalt til Italien. Men betalingsvilligheden og efterspørgslen fra de italienske importører er naturligvis negativt påvirket af lave og faldende priser på det italienske marked.

Fald i EU-slagtninger fra foråret

Vi skal formentlig ud i foråret, før vi for alvor vil se bedre priser på det europæiske marked for grisekød.

Det, der først og fremmest skal drive prisstigningerne i foråret, er udsigten til faldende slagtninger i EU. Ud over at slagtningerne sæsonmæssigt falder i foråret, er der også fremadrettet udsigt til slagtninger, der vil ligge lavere end for et år siden. Dette som konsekvens af den dårlige økonomi i griseproduktionen siden sommeren 2021.

En kraftig indikation af, hvor stort faldet i EU-slagtninger bliver, får vi her i løbet af februar måned, når nye grisetællinger fra en række EU-lande vil blive offentliggjort.

Den ekstremt dårlige økonomi i griseproduktionen betyder, at der må forventes et fald i griseproduktionen i 2022 for så godt som alle EU-lande. Blandt de store griseproducerende lande i EU forventes de mest markante fald i produktionen for Tyskland, Holland og Polen.

Et generelt fald i slagtevægten – som konsekvens af de stigende foderomkostninger - kan også forventes at bidrage til et fald i de producerede mængder grisekød på det europæiske marked i 2022.

Bedre corona-situation fremadrettet

Griseprisen kan også fra foråret forventes at få støtte fra en generelt bedre corona-situation i Europa. I takt med at corona-restriktionerne bliver lempet over store dele af Europa, er der udsigt til en bedre efterspørgsel fra den europæiske foodservice-sektor.

Og ikke mindst må det forventes, at de nuværende problemer på det europæiske marked med manglende personale til slagtning og udbening bliver fortid i løbet af foråret.

Bedre efterspørgsel fra Kina?

Herudover kan man også håbe på en bedre efterspørgsel fra Kina fremadrettet. Forventningerne til den kinesiske import af grisekød i 2022 er ganske vist blevet nedskrevet en del på det seneste. Såvel USDA som Rabobank har - i takt med nye offentliggjorte kinesiske tal over bestand og produktion – dæmpet deres forventninger til den kinesiske import af grisekød i 2022.

Men de kinesiske futurepriser viser dog fortsat, at markedet forventer en stigende kinesisk grisepris fremadrettet i 2022. Den forventede prisstigning er dog begrænset, og stigningen er reduceret på det seneste. Så meget mere end en lidt forbedret kinesisk efterspørgsel skal man nok ikke sætte næsen op efter fremadrettet i 2022.

Den ekstremt høje efterspørgsel fra Kina, man så i de første måneder af 2021 og i perioder af 2020, kan dermed se ud til at være fortid.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle