Frygter værste høst i mands minde: Schackenborg ser frem mod store tab

Schackenborg Slot mærker som alle bedrifter også tørkens konsekvenser. Slottet drives blandt andet for overskuddet fra landbruget, og derfor er høsten essentiel for fremtidens slotsdrift.

Hvor 2017 gav en rekordstor høst, så kommer 2018 måske til at blive den dårligste høst nogensinde for Schackenborg Slot, som tidligere var på prins Joachims' hænder.

Det fortæller Schackenborg Fondens bestyrelsesformand Henrik Wedell-Wedellsborg til Jyske Vestkysten.

"Jeg kan med sikkerhed sige, at 2017 gav vores bedste høst nogensinde, mens den i år måske kan gå hen at blive den mindste. Vi ved det dog ikke definitivt endnu, men det bliver ikke et ubetydeligt minus for os i år", siger han til avisen.

Tilbage i juli 2014 blev slottet overdraget til Schackenborg Fonden, som blandt andet tæller Danfoss-, Ecco- og Lego-familien, der købte slottet for 100 millioner kroner. Fonden er uden aktionærer, så overskuddet fra landbrugsdriften går direkte til slottets drift og vedligehold.

Omkostningerne til det store slot var da heller ikke ubetydelige. Sidste år fortalte prins Joachim Jyllands-Posten om beslutningen om at opgive Schackenborg.

"Problemet var, at det smukke - huset og haven - også var den tunge ende i økonomien. Det var der, pengene endte hver gang, hvis forfaldet skulle holdes fra døren. Jeg kunne jo læse tallene på bundlinjen selv, men var meget længe - måske også for længe - om at erkende, at det ikke lod sig gøre", sagde prins Joachim til Jyllands-Posten.

Prins Joachim blev formelt ejer af Schackenborg Slot og Gods som niårig i 1978, da det barnløse grevepar Karin og Hans Schack besluttede at give stedet til kongehuset.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle