Fugleinfluenza er spredt til mindst seks lande i Vesteuropa

Fugleinfluenza er nu konstateret i Danmark, Frankrig, Tyskland, England, Holland og Belgien.

Frankrig konstaterede mandag den meget smitsomme og alvorlige fugleinfluenza H5N8 hos fugle i en dyreforretning på Korsika, oplyser landbrugsministeriet i Paris.

Sygdommen blev fundet i en butik i en af Korsikas vigtigste byer. Alle fugle i forretningen er aflivet.

Frankrig og en række andre lande er sat i forhøjet alarmberedskab efter at sygdommen er fundet. Frankrig har allerede beordret, at alle fjerkræejere skal sætte hønsenet op, for at forhindre at deres fugle kommer i kontakt med vilde fugle.

Tidligere mandag gav Tyskland ordre til, at 16.100 kalkuner skulle slås ned i det nordlige Tyskland, efter at den samme type virus var konstateret på et landbrug i den nordlige del af landet.

Fugleinfluenza har spredt sig i Vesteuropa i de seneste måneder efter udbrud i Rusland og Kasakhstan i sommer.

Herhjemme er der er fundet alvorlig fugleinfluenza i en hønsebesætning i Randers. Derfor skal hele besætningen på 25.000 dyr aflives.

Udbruddet betyder, at dansk eksport af æg og fjerkræ til visse lande uden for EU bliver stoppet i mindst tre måneder. Hvilke lande der specifikt er tale om, og hvor meget eksporten derfor bliver påvirket, er ikke oplyst.

Der er ligeledes fundet tilfælde af fugleinfluenza i Holland, England og Belgien, hvor tre vilde fugle, der har opholdt sig på et fuglereservat, er blevet testet positive for H5N8.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen i Danmark ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der er i cirkulation i Europa i øjeblikket.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle