Fynsk landboformand: Skal vi melde os ud af fællesskabet?

Formanden for Centrovice, Niels Rasmussen, gik i sin åbningstale på Det Fynske Dyrskue til angreb på et samfund, hvor fagligheden er forsvundet til fordel for den enkelte politikers mulighed for at profilere sig.

»Det gør ondt helt ind i hjertet, når man fra netop denne talerstol, kunne tænke tanken højt. Burde vi landmænd skrue ned for den fælles ansvarlighed, og i lighed med det øvrige samfund begynde at tage vare på egne interesser!« Sådan sagde formand for Det Fynske Dyrskue og formand for Centrovice, Niels Rasmussen, da han åbnede dyrskuet fredag.

»Vi må desværre konstatere, at det med ansvarligheden og fællesskabet er gået af mode, og vi landmænd er kommet alvorligt i klemme, fordi vi fortsat tror, at fællesskab og ansvarlighed er noget, man bygger samfundet på. Nu er der andre kræfter der er i gang med at bryde ned,« fortsatte Niels Rasmussen til flere tusinde dyrskuegæster i strålende solskin.

» Må vi virkelig holde op med at tro, at politiske beslutninger beror på faglig ansvarlighed. Det gør de ikke. I denne nye verden beror de på, hvad folkestemningen skaber af mulighed for personlig profilering. Det må vi også vænne os til, ligesom vi må vænne os til at forstå tidens trends,« konstaterede den fynske landboformand.

» Det synes som om, at en magtelite igen er ved at vinde over den folkelige ansvarlighed, som vi gennem historien har bragt med os. En magtelite, som uden grundlæggende krav om elementær faglighed i argumentationen, bliver overdommer i den politiske debat,« sagde Niels Rasmussen.

Han sluttede med en opfordring:

»Lad os hjælpe hinanden med at holde fast i landbokulturens idealer og lade fællesskab og ansvarsfølelse danne modvægt til tidens triste trend. Og på en dag som denne er det heldigvis ikke svært.«

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle