Globale markeder starter året med fald

Bliver tavlen vasket ren efter turbulent december? spørger Jyske Markets i dagens afgrødekommentar.

En generelt turbulent og illikvid afsked på 2018 for mange globale markeder – ikke mindst for aktier og olien – giver anledning til at stille det meget interessante spørgsmål ”er tavlen nu vasket ren her ved indgangen til 2019”?

Aktiemarkederne oplevede i 2018 det værste år siden finanskrisens indtog tilbage i 2008, især påvirket negativt af vækst- samt indtjeningsbekymringer blandt investorer. Herudover har frygten for effekten af den amerikanske centralbank FED’s renteforhøjelser ligeledes spillet en rolle.

Uroen i oliemarkedet vil meget sandsynligt fortsætte ind i 2019 som følge den opståede skævhed i den globale udbud-/efterspørgselssituation samt i forbindelse med større bekymringer for, at OPEC ikke vil være i stand til at leve op til den produktionsskæring på 1,2 mio. tønder olie per dag, som blev aftalt på seneste OPEC møde tilbage i starten af december. 

Indtil videre har prisen åbnet året med et fald på omtrent en procent.  

Sådan lyder det i dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets. 

Et blik på Trump’s Twitterprofil sender dog et mere opløftende signal efter præsidenten i lørdags kunne melde om store fremskridt i forhandlingerne med Kina, ovenpå en ’lang og god’ samtale mellem præsidenterne for de to nationer.

Der er også behov for snarlige fremskridt, hvis en aftale skal nås inden den igangværende 90 dages våbenhvile udløber i starten af marts. Præsident Xi har indtil videre bekræftet at samtalen har fundet sted – dog uden at komme nærmere ind på resultatet af ’mødet’.

Der er aftalt fysisk møde mellem de to nationer i starten af januar.  

Palmeolie tager pænt hop

Prisen på palmeolie tager et pænt hop på årets første handelsdag efter at Indien har meddelt, at import tolden på henholdsvis råolie samt raffineret palmeolie nedsættes, hvilket forventes at ville påvirke efterspørgslen positivt.

Samtidig viser seneste eksporttal fra december ud af Malaysia en stærk stigning i afskibningen af forsendelser til Kina. Der forventes stadig større appetit fra kinesisk side efter malaysisk palmeolie når vi kigger ind i starten af det nye år. De løftede palmeoliepriser vil kunne sende positive vinde ind over det europæiske rapsoliemarked, når vi senere på formiddagen får markedet op og køre.  

Interessant hvedemarked

På hvedemarkedet bliver det interessant at følge, i hvor høj grad europæiske varer vil kunne stå i konkurrencen mod især russiske men også argentinske varer.

Det seneste løft i euroen, som i øjeblikket handler omkring det stærkeste niveau over for US dollars i mere end to måneder, er dog ikke en udvikling, som hjælper den europæiske konkurrencedygtighed.

Kvalitetsbekymringer rettet mod den argentinske hvede kan dog ende med at blokere eksporten fra det sydamerikanske land, og dermed indirekte være årsag til øget efterspørgsel efter europæiske varer.  
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle