Grillsæsonen kan blive ekstra hot for grisepriserne

Grilltid er normalt en af højtiderne for grisepriserne. I år kan den blive ekstra hed, spår salgsdirektør i Danish Crown.

Grillsæsonen kan gå hen og blive ekstra varm for grisepriserne i år.

For hvor de store slagterier i Europa normalt varmer en del op ved at lægge varer på frostlagrene hen over de kølige og ofte salgsmæssigt kedelige måneder fra januar til april-maj, så er det næppe sket i år.

Det vurderer global salgsdirektør i Danish Crown Lars Albertsen.

"Grillsæsonen i år kan sætte ild i efterspørgslen", mener han.

"Jeg tror, at folk undervurderer, at behovet kan blive voldsomt. Lige nu ser vi nedlukninger rundt omkring, men når vi kommer ud på den anden side, så kan det blive rimelig voldsomt. Genåbningerne er i den grad jokeren i det hele, især i Europa", påpeger han.

Især det tyske marked plejer at have en mærkbar optur i priser og afsætning i løbet af den tid, hvor tyskerne mødes til barbecues og sommerfester hen over de varmeste måneder. Derfor indfryser især de tyske slagterier normalt de mest grillegnede delstykker i god tid, så de kan afsættes bedst muligt.

"Lige nu er der ingen, der kører med lagre. Alle er bange for dem, fordi de ved ikke, hvordan efterspørgslen bliver. Så når restauranterne og foodservice vender tilbage, så er lagrene der ikke hos producenterne, for de har taget det sikre valg og solgt ud af Europa", siger salgsdirektøren.

"Vi har heller ikke bygget op".

Tyske slagterier får ikke prisstigning hjem

De seneste uger er den tyske notering til landmændene braget fremad, efter den store ophobning af slagteklare svin i stedet er afløst af mangel på selv samme.

Det har ført til, at de tyske slagterier nu står i en klemme, hvor de skal hente prisstigninger hjem i markedet, hvor de ikke kan sælge til store dele af Asien - samtidig med, at de tyske landmænd skal have højere afregning.

"Vi kan se, at priserne ikke har kunnet følge med op, andet end til halvdelen af stigningen. Derfor har vi set den opbremsning, så noteringen ikke stiger mere. Der er en stor ubalance mellem for stor slagtekapacitet og et for lille udbud af grise i Tyskland. Der skal ske en konsolidering på slagterierne", påpeger Lars Albertsen.

Tyskerne har siden udbruddet af afrikansk svinepest i september arbejdet på at få aftaler med de store asiatiske eksportnationer. Indtil videre er det kun lykkedes i lille omfang.
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle