Af svinerådgiver Rie Krukow, Velas
En af mine kunder har i en periode oplevet store problemer med pattegrisediarre og øget pattegrisedødelighed. Fravænnede pr. kuld faldt med godt 2 grise hen over et kvartal, hvilket svarer til ca. 5 fravænnede grise pr. årsso.
Den daglige indsats i farestalden blev øget, men effekten af nedenstående tiltag udeblev.
Skåle med dialyt vand i alle farestier, med stor fokus på hygiejne
Øget medicinering, idet mange grise blev behandlet
Øget arbejde med at holde stier rene og tørre
Lave flere ammekuld
Holde fokus på at arbejdslysten ikke forsvinder
Demotiverende
Det blev en daglig opgave at hjælpe medarbejdere med at holde humøret oppe, da det var umådelig vigtigt for at klare udfordringerne. De mange ekstra opgaver i farestalden gik ud over andre opgaver, øgede frustrationer og dårligt humør.
Efter nogen søgen faldt fokus på proteinindholdet i sofoderet, og det konstateres hurtigt, at der benyttes mere tilskudsfoder end forventet – så proteinindholdet i foderet var over det ønskede.
Service og fejlfinding på blanderi peger dog ikke på nogen årsag, så den akutte løsning bliver, at tilskudsfoderandelen sænkes, så proteinindholdet i sofoderet nærmer sig det ønskede. Råprotein i sofoderet analyseres løbende, for at holde øje med proteinindholdet. Det afhjælper de akutte udfordringer i farestalden, men løser jo ikke problemet.
Løsrevet motor
Landmanden bruger i en periode væsentlig mere tid i foderladen. Målet er at kigge tingene grundigt efter, mens der formales og blandes – og det giver pote. En motor i blanderiet står løst på gulvet, og kan dermed flytte sig, når den er i gang. Nedenstående fotos viser, at motoren kan bevæge sig ind under blanderen, så vejecellerne påvirkes, og det medfører, at færdigvaren i dette tilfælde indeholder væsentlig mere tilskudsfoder end forventet. Motoren er nu fæstnet i gulvet, så den ikke kan flytte sig.
Lille fejl, stor effekt
Moralen i historien er jo selvfølgelig, at der skal sættes fokus på, om blanderierne fungerer, som de skal, da fejl kan medføre voldsomt store udfordringer og store tab. To fravænnede grise pr. årsso betyder i den aktuelle besætning i underkanten af en halv million pr. år med aktuelle priser.
Fejl kan forebygges ved at udføre silokontrol, og føre regnskab over sit råvareforbrug.
Relaterede artikler
Kommentarer