Bliver din sygesti også en parkeringsplads? - nudging kan hjælpe

Der skal bedre flow i sygestien, så grisene ikke bare bliver parkeret. Det kan en klar plan og tydelig kommunikation hjælpe til, lyder det fra virksomheden INudgeyou.

"Kender I det, når man lægger en plan for sig selv, som ender med at blive udskudt? Det kan være alt fra hensigten om at løbe en tur efter arbejde til at få taget en beslutning om grisene i sygestien.

Ingen af delene, er I alene om, og det er der en klar årsag til," lyder det fra Jossi Steen-Knudsen, som er chief operating officer i forskningsvirksomheden INudgeyou.

"Det handler om, at vi er styret af det, vi kan kalde et nutidsbias - vi nyder i dag, og yder senere. Så når vi skal planlægge frem i tiden, så har vi alle mulige gode intentioner om at gøre det godt, men når vi når der til, så er der opgaver, vi ikke får løst tilstrækkeligt eller i tide, fordi adfærdsmønstre står i vejen", siger Jossi Steen-Knudsen.

Grisen skal aflives eller tilbage i systemet

Jossi Steen-Knudsen var inviteret med til Viden på Tværs i Sorø, hvor han sammen med Helle Pelant Lahrmann fra Seges trykkede på den ømme tå om manglende stillingtagen til syge grise ude på bedrifterne.

"Fødevarestyrelsens kampagner viser igen og igen, at det ved en tredjedel af kontrolbesøgene kniber med en ordentlig håndtering af syge grise. Vi skal have flow i sygestien, så den ikke bliver en parkeringsplads - grisene skal aflives eller blive raske og tilbage i systemet", siger Helle Pelant Lahrmann.

Men hvor, og hvorfor går det galt?

Det gør det, når der ikke bliver taget stilling til de syge grise. Det går også galt, når der er meget udskiftning i medarbejdere, fordi det stiller krav til oplæring og fordeling af ansvar. Og så går det endnu mere galt, når Fødevarestyrelsen banker på døren, og aflivningen ikke er sket i tide, fortæller Helle Pelant Lahrmann.

"Der skal stilles en diagnose, grisen skal medicineres, den skal flyttes i sygesti, og så skal der tages stilling til, om den er i bedring, eller ikke er. Men det kan være svært at overskue alle de ting, der skal tages stilling til, fordi der er mange beslutninger i processen", siger Helle Pelant Lahrmann.

Skær det ud i pap

Brandtalen over for sig selv om, hvor vigtigt det er at tage en beslutning om de syge grise, virker ikke altid, selvom hensigten er god.

Det virker dog bedre, hvis man i stedet lægger en konkret handlingsplan for sygestien, siger Jossi Steen-Knudsen.

"Det virker altså at lave en plan, hvor man beslutter sig for og dermed forpligter sig til at få tingene gjort på et bestemt tidspunkt. Lav to-tre værktøjer, der vejleder de ansatte i at tage beslutningen om syge grise korrekt, giv så noget feedback, hvor I selv går med i stalden og ser, om det så er gjort rigtigt", siger han.

Det kan også fungere, at lave en regel om, at man på en bestemt dag, f.eks. hver torsdag klokken 10:00, laver en status for de syge grise, hvor man tager stilling til, om der er nogen, der skal aflives, og hvem der skal tilbage i system.

"Det med at gøre det konkret, skal I også holde fast i, når dyrelægen er på besøg. Han kan f.eks. sige, at "den der gris, vil jeg ikke se næste gang", men mener han, at den skal være færdigbehandlet næste gang, eller at den ikke kan reddes og derfor skal aflives til næste gang", siger Jossi Steen-Knudsen.

De bedste råd er derfor at bede dig selv, såvel som dyrelægen om en konkret plan for, hvad der skal ske med den syge gris. Det bidrager samtidig til god dyrevelfærd, siger Helle Pelant Lahrmann.

Emneord Viden på tværs 2020

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle