Foderomkostninger bestemmer DB pr. svin

Man opnår ikke et godt dækningsbidrag i sin slagtesvineproduktion uden en lav foderomkostning pr. kg tilvækst.

Seneste DB-Tjek opgørelse, 1. halvår 2018, viser en klar sammenhæng mellem foderomkostning og dækningsbidrag pr. slagtesvin

Det er ikke ny viden, set på baggrund af tallene. Med aktuelle foderpriser vil forskellen være endnu større, end den var i første halvår 2018.

2,69 FE pr. kg tilvækst

I gennemsnit har foderforbruget for besætningerne i DB-Tjek ligget på 2,69 foderenheder pr. kg tilvækst (korrigeret til 30-110 kg). Ukorrigeret ligger foderforbruget på 2,74 foderenheder pr. kg tilvækst.

Variationen er stor og spænder helt nede fra 2,50 til over 2,90 foderenheder pr. kg tilvækst.

Med 84 kg tilvækst svarer det til en forskel på 32 foderenheder mellem laveste og højeste foderforbrug, eller fra 210 til 243 foderenheder pr. produceret slagtesvin.

Når man desuden indregner forskellen i foderpris, kommer man frem til tallene i grafen.

Fra 3,50 til 4,50 kr. pr. kg tilvækst

Her viser det sig, at de bedste besætninger ligger omkring 3,50 kr. pr. kg tilvækst, mens besætninger i den anden ende ligger en krone højere, altså omkring 4,50 kr. pr. kg tilvækst.

"Med 84 kg tilvækst pr. slagtesvin giver det jo en forskel i dækningsbidraget på 84 kr", siger Niels Hegelund, svinekonsulent ved LMO.

I opgørelsen fra første halvår har den gennemsnitlige foderpris været 1,45 kr. pr. foderenhed.

I figur 1 indgår både færdigfoderindkøbere og hjemmeblandere.

Niels Hegelund fortæller, at foderprisen er 10 øre højere for indkøbere end for hjemmeblandere.

For hjemmeblandere har foderprisen varieret fra 1,30 til 1,50 kr. pr. foderenhed i perioden.

Tre råd

Niels Hegelund giver tre råd omkring et lavere foderforbrug:

  • Tjek kornets formalingsgrad. Hjemmeblander skal lave sigteprøve af kornet hver uge.
  • Foderspild: Når foderet formales fint, er der også større risiko for, at det danner bro i foderautomaterne. Det kræver derfor opmærksomhed på indstilling af automaterne, så de ikke løber over eller stopper til.
  • Opstart ved indsættelse: Der skal være 22 grader på det faste gulv, så grisene ikke skal starte med at skulle udtørre gulvet og opvarme stalden ved hjælp af egen varme.

 

Figur 1. Foderomkostningen pr. kg tilvækst fremkommer som foderforbrug pr. kg tilvækst gange foderpris pr. FE. Kilde: DB-Tjek

 

 

 

 

Faktaboks

DB-Tjek

  • Opgørelsen omfatter omkring 75 slagtsvinebesætninger
  • Foderomkostningen pr. kg tilvækst varierer fra cirka 3,50 kr. til cirka 4,50 kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle