Grisenoteringen ligger stille for tredje uge i streg

Danish Crowns grisenotering ligger stille endnu en uge på 12,30 kroner.

Efterspørgslen efter grisekød på det europæiske marked er lige nu præget af den forestående påske, som får detailhandlen til at køre en række kampagner.

Det melder Danish Crown, der lader sin notering for slagtegrise ligge uændret igen i uge 13. 

Dermed fortsætter prisen på 12,30 kroner per kilo ligesom de to foregående uger.

Også noteringen for søerne står stille igen og fortsætter på ni kroner per kilo.

Hos Danish Crown har man travlt i øjeblikket, men ikke nok til at drive prisen opad endnu.

- De forædlede varer til påskehandlen er i vid udstrækning produceret på nuværende tidspunkt, så det er salget af ferske produkter, der driver salget frem mod påske. Vi har selv rigtigt travlt på vores fabrikker med at møde efterspørgslen fra den danske detailhandel, og vi ser et lignende billede i resten af Europa, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Ifølge slagteriet skaber et godt salg af ferske varer en god efterspørgsel på forender - og i et vist omfang kamme. Skinkemarkedet kunne omvendt være bedre til gengæld sælges brystflæsk jævnt.

- Vores store markeder på dansk brystflæsk udenfor Europa er bedre, end de har været i meget lang tid, hvilket er båret af mindre lagre i særligt Japan. Samtidig er Tyskland igen ved at få gang i eksporten af brystflæsk til Korea, og det giver en bedre balance i Europa, siger Mads Stougaard.

Da den kommende uge er påskeuge, vil der kun blive slagtet mandag, tirsdag og onsdag, hvoraf onsdag er en halv dag. Derfor forventer slagteriet, at der skal udsættes cirka 75.000 slagtninger til uge 14.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle