Handelsmand har succes med antibiotikafrie grise til Bilka

Handelsvirksomheden Tamaco leverer 200-300 grise om ugen til Bilka med antibiotikafrit opdræt.

I 20 år var Karsten Dejbjerg direktør for Danish Crown-selskabet Friland. Sin erfaring med nicheprodukter har han nu taget med sig over i handelsfirmaet Tamaco, som han for tre år siden blev medejer af som led i et generationsskifte.

Sidste uge fortalte TV2.dk om stor succes med salg af svinekød fra antibiotikafrit opdræt. Det er Tamaco og foderfirmaet European Protein, der står bag. European Protein hjælper via et system med blandt andet fermenteret proteinfoder med at skabe en bedre balance i grisenes maver, så svineproducenten undgår flokmedicinering.

De to parter har et samarbejde med tre svineproducenter. En er smågriseproducent og opfeder selv en andel af grisene, mens de to øvrige landmænd opfeder de øvrige grise.

Samarbejdet med Bilka - hvor Dansk Supermarked har sat mærkatet "Opdrættet uden brug af antibiotika" på kødet og sælger til en højere pris end almindeligt, konventionelt kød - startede i juni.

”Vi startede med en meget lille mængde, og vi planlagde så med Dansk Supermarked at fordoble mængden,” siger Karsten Dejbjerg.

Det betyder, at de fra denne uge sælger 200-300 grise om ugen som led i konceptet.

”Det betyder, at det stadig er en mindre mængde af den samlede produktion, men inden for specialgrise er det alligevel en pæn mængde. Mit indtryk er, at det passer meget godt med den efterspørgsel, der er nu, og så er det mit håb, at det kan øges,” siger handelsmanden.

Danish Crown har siden sidste år produceret grise uden antibiotika og solgt til eksport, hvor kødet er havnet i USA. Tamaco har ligeledes planer om at starte en eksport, men har valgt at satse på en dansk platform først.

”Jeg har lyst til at sige, at jeg tror, det bliver stort, men vi skal kravle, før vi kan gå, før vi kommer med sådanne udmeldinger,” siger Karsten Dejbjerg.

Den ekstra afregning, landmanden får, er på niveau med Danish Crown, der giver to kr. ekstra pr. kg i tillæg for antibiotikafrit opdræt. Tamaco giver mellem to kroner og 1,80 kr., men den lidt lavere pris skyldes, at Tamaco laver en lidt tungere gris, cirka 110 kg, end Danish Crown.

Slagtningen af grisene har været en udfordring, siger Karsten Dejbjerg. Han melder, det har været svært at finde et slagteri, der ville deltage i projektet. Det endte med, at soslagteriet i Sevel gik med.

”Sevel Slagteri er primært soslagteri, og derfor er vi superglade for samarbejdet med dem,” siger handelsmanden.

For Tamaco er det et varsel om en ny tid.

”Jeg har en ekstra forkærlighed for danske landmænd og specialproduktion. Dette er noget, vi bygger oven på det gamle handelshus, der var mere import/eksport af kød, hvor vi nu bygger særlige koncepter for dansk landbrug. Vi ser et særligt behov for det,” siger den tidligere Frilands-direktør.

Han understreger, at de prøver sig forsigtigt frem.

”Det skal passe til markedets størrelse. Det er aldrig en en god ide at lave 10 gange så meget, som der kan sælges på markedet.”

Projektet med de antibiotikafrie griseopdræt er en stor personlig fornøjelse for ham, siger han.

”Det bliver man glad af; når en landmænd sætter sig for at prøve at lave tingene på en anden måde. Det er sjovt at være en del af. Om det bliver en succes, skal vi nok lige vente et halvt eller helt år at konkludere på.”

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle