På besøg i verdens højeste grisestald på 26. etager: Hver etage er en grisefarm

I verdens højeste grisestald på 26 etager i Kina fungerer hver etage som en grisefarm. Det fortæller avisen New York Times, som har haft et reporterhold med blok og kamera på besøg i den gigantiske produktionsbygning.

Verdens højeste grisestald - eller grisehotel - på 26 etager blev taget i brug i Kina i efteråret 2022.

Den historie fortalte LandbrugsAvisen i september 2022, og nu har den store anerkendte, amerikanske avis New York Times haft et reporterhold på besøg i det store produktionsanlæg ved byen Ezhou i Hubei-provinsen i det centrale Kina.

Det er der kommet flere interessante detaljer samt billeder og videoer inde fra grisestaldene ud af. Interesserede kan se mere i artiklen hos New York Times her

Reporterholdet fortæller blandt andet, at hver etage fungerer som en selvstændig grisefarm med drægtighedsstald, farestald, klimastald og slagtegrisestald. På hver etage er det målet at producere 25.000 slagtegrise årligt.

Grisene æder hver dag ca. 500.000 kg foder. Foderet transporteres via bælter op på toppen af bygningen til siloer, hvor fra det automatisk udfordres til hver etage og til grisene afhængig af alder, vægt og sundhedsstatus.

En fjerdedel af foderet kommer ud af grisene igen som fast gødning, som bliver genanvendt til produktion af strøm.

På nederste etage findes en stor teknisk central, hvorfra teknikere styrer foder, vand, klima og temperatur på alle 26 etager.

Det første grisehøjhus på 26 etager i Ezhou blev åbnet i oktober 2022, og ved siden af opføres et identisk højhus, som snart er klar til at komme i drift. Tilsammen vil de to grisehøjhuse producere 1,2 mio. slagtegrise årligt.

Kritikere mener, at kineserne løber en stor risiko med smittespredning ved at have så mange grise samlet så tæt på hinanden. Men her har de kinesiske myndigheder altså valgt at sætte storskala-produktion højere, lyder det i artiklen.

De to grisehøjhuse bliver opført af Hubei Zhingxin Kaiwei Modern Animal Husbandry. Firmaet er oprindelig en cementvirksomhed og valgte at udvide aktiviteterne til en ny branche - og det er selvfølgelig også belejligt, at der er cement lige ved hånden, når grisestalden er på 26 etager.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle