Svinepest: Jokeren for Tyskland bliver regionalisering

Ugen På Spidsen: Tyskland skal overbevise kineserne om en regionaliseringsmodel efter udbruddet af afrikansk svinepest, men tyskerne skal ikke glemme, at de har en kæmpe udfordring med at bekæmpe svinesygdommen, mener ugens klummeskribent.på Svin Plus.

Det måtte næsten ske.

Sidste års pludselige tilfælde af afrikansk svinepest i det vestlige Polen tæt på den tyske grænse blev ikke dæmmet tilstrækkeligt inde med et modstandsdygtigt hegn ved grænsen til Tyskland. Derfor ser vi nu de første tilfælde af sygdommen i Tyskland.

Udbruddet har sat den europæiske svinesektor på den anden ende. Den tyske notering fik et monsterhug på 1,5 kr. sidste fredag, og puljenoteringen for danske smågrise blev samtidig sendt i gulvet med et tilbagefald på 90 kr.

Så der er tale om et udbrud, der kommer til at koste mange europæiske svineproducenter adskillige mia. kr.

Tyskland i slem knibe

Først var der et smittet vildsvin, nu er vi på fem og mon ikke, der de kommende uger vil blive fundet yderligere vildsvin, der er blevet ofre for sygdommen.

Tiden må vise om de midlertidige hegn, der blev sat op umiddelbart efter det første fund af afrikansk svinepest, er nok til at dæmme smitten inde – det skal det nok være på den korte bane, men hvad med grænsen til Polen?

Det er en slem knibe, tyskerne står i.

For det er meget muligt, at de får succes med at inddæmme smitten, dér hvor den har ramt. En tilsvarende opgave blev løst i Tjekkiet og Belgien, men i de to områder var der tale om smitte, der var sprunget langt fra andre områder. Fx menes smitten i Belgien at være kommet fra Polen på den ene eller anden måde.

I Tyskland-casen er problemet, at der lige inde ved siden af hos naboen er et stort område, hvor der ikke er udført tilstrækkelige foranstaltninger til at inddæmme smitten. Det er den egentlige baggrund for, at tyskerne i dag står med et kæmpe stort problem for sin svine- og slagterisektor.

Løsningen: nedkæmp og indhegn

Den eneste reelle løsning for Tyskland for at komme af med svinesygdommen, og på sigt vende tilbage til normale tilstand som ikke-ramt af afrikansk svinepest, vil være dels at få nedkæmpet og indhegnet det aktuelle tilfælde og dels at opføre et hegn a la det danske langs den polsk-tyske grænse.

Men. Så er der også lige den detalje, at tyskerne har et stort antal vildsvin.

Over en halv mio. vildsvin bliver årligt skudt i Tyskland, og alle vildsvin er som bekendt potentielle smittebærer, selv om der kommer et hegn op ved den tysk-polske grænse. Der skal kun en inficeret pølse tabt i den tyske natur til, før tyskerne har et nyt tilfælde af afrikansk svinepest.

Vejen frem må i første omgang være en god dialog om tysk regionalisering med de asiatiske lande, der har lukket for den tyske eksport af svinekød. Så kan svinemarkedet normaliseres igen, men man kan desværre godt tvivle på, om det bliver tilladt.

Dernæst skal problemet med vildsvin og hegn løses, ellers risikerer Tyskland at være permanent smittet med afrikansk svinepest. 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS, ASF i Tyskland

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle