Vi krydser fingre: Er der stadig håb for griseeksporten til Kina?

Ugen På Spidsen: Kina har de højeste grisepriser i 14 måneder. Det kan forhåbentlig bane vej for øget eksport af dansk grisekød og biprodukter til den store grisenation, mener ugens klummeskribent på Gris.

Kina var på alles læber, da de første udbrud af afrikansk svinepest ramte landet i 2018.

De følgende tre års tid var et sandt eksporteventyr for blandt andet Danmarks grisesektor, men det seneste godt et års tid har eksporten kun kendt en vej - ned.

Det har gjort meget ondt i Europa, der også kæmper med, at Tyskland blev ramt af afrikansk svinepest og var nødt til at afsætte langt større mængder grisekød i Europa. 

Siden er rekordhøje kornpriser og stigende energiomkostninger stødt til i kassen med udfordringer, og de øgede omkostninger har i en del måneder gjort ekstra ondt og kostet lukninger af griseproduktioner. 

Den udfordrede Kinaeksport har længe været i baggrunden, men nu virker det til, at Kina igen kan trække overskrifter.

Både internationale og hjemlige eksperter vurderer, at Kina kan ende med at hjemtage mere udenlandske grisekød - ikke mindst efter mange kinesiske griseproducenter har lidt store økonomiske tab, da grisepriserne var meget lave.

Priserne er samtidig vendt til langt højere niveauer, og kødet handles i øjeblikket til priser, som ikke er set højere i 14 måneder. Når Kinas noteringer er høje, stiller det det billigere europæiske grisekød bedre og gør det mere attraktivt.

Fra slagterisiden meldes nu også om øget købsinteresse fra Kina.

Vi krydser fingre for, at Kina for en stund kan suge noget af det europæiske grisekød væk fra Europa, og dermed forstærke forskydningen mellem udbud af grisekød og efterspørgslen på grisekød, som vil kunne give en tiltrængt løft til grisenoteringen. 

Søren Tobberup Hansen er journalist og grisefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Gris online, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og grisefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Gris og Gris Online, griseugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle