Griseproducenter vil betale løn til slagteriansatte på Bornholm

Griseproducenterne på Bornholm ønsker at fastholde de ansatte på Danish Crown slagteriet. De har derfor besluttet at betale medarbejdernes løn på lukkedage.

I en periode vil der på grund af en omfattende PRRS-sanering være færre grise til slagtning på Bornholm, og dermed også mindre at lave på slagteriet.

Det vil medføre en række lukkedage hen over sommeren, hvor slagterimedarbejderne mister lønindtægter.

Men det har de bornholmske griseproducenter besluttet at gøre noget ved.

- I håb om at fastholde de dygtige medarbejdere på slagteriet, har vi som producenter, ekstraordinært på Bornholm, besluttet at betale slagteriarbejderne normal løn, de dage hen over sommeren, hvor slagteriet i Rønne må holde lukkedage, på grund af lave tilførsler, fortæller Preben Bjerregaard, repræsentant for griseproducenterne i en pressemeddelelse.

For det er forventningen at produktionen kommer op på niveau igen, og at der derfor igen bliver brug for alle medarbejdere til at håndtere grisene på slagteriet. 

På Bornholm har griseproducenterne det seneste år, været i gang med at udrydde PRRS-virus. For at reducere smittetrykket mest mulig er smågrisene eksporteret væk fra øen i et større antal end normalt.

Det er dog et midlertidigt tiltag, og der ligger en klar plan for, hvordan produktionen kommer tilbage på fuld kraft med godt 500.000 slagtninger pr. år igen, lyder det i pressemeddelelsen.

Målet er at få Bornholm helt fri for prrs-virus i slutningen af 2024.

Står sammen igen

Selvom det har været lukrativt for danske landmænd at eksportere smågrise til især Tyskland det sidste halve år, er smågriseproducenterne på Bornholm fast besluttet på, at deres grise skal slagtes i Rønne.

Det fortæller Preben Bjerregaard.

Derfor er smågriseproducenterne også med til at betale den løn, som slagterimedarbejderne betales for lukkedagene.

- Vi var sammen om at bevare slagteri og arbejdspladser ved redningsplanen i 2014 og nu står vi igen i en, heldigvis midlertidig, situation, som vi skal igennem ved fælles hjælp, siger Preben Bjerregaard.

- Medarbejderne på slagteriet har allerede betalt enkelte lukkedage selv. Men vi er ”i samme båd” og derfor bidrager vi producenter også.

Der er aftalt en maksimal ramme på 1,7 millioner kroner, hvor halvdelen betales af slagtegriseproducenterne og halvdelen af smågrisproducenterne – uanset om deres smågrise eksporteres eller vokser op på Bornholm.

Slagteriet i Rønne på Bornholm blev i 2014 reddet fra lukning efter en fælles indsats fra kommunen, medarbejderne, fødevareforbundet NNF og de bornholmske landmænd.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle