Gummistøvlerne på hylden: Landmandsuddannelsen i Holstebro lukker

Fra 2020 er det slut med at tage uddannelsen til landmand i Holstebro.

Uddannelsen til landmand på Uddannelsescenter Holstebro (UCH) lukker fra sommeren 2020.

Det har uddannelsescenteret netop offentliggjort.

Beslutningen kommer kun otte måneder efter, uddanelsen blev rykket fra Lægaard Landbrugsskole og ind i byen Holstebro, hvor eleverne på UCH kom til at gå sammen med andre unge, mens den praktiske undervisning flyttede ud i lokale landmænds stalde.

Den gamle landbrugsskole blev solgt, og håbet var, at den nye attraktive placering af uddannelsen kunne lokke flere elever til.

Men den 'nye' uddannelse til landmand i Holstebro må lukke allerede kort efter, melder UCH. Det skyldes et for spinkelt elevgrundlag, fortæller direktør for Uddannelsescenter Holstebro, Ann Østergaard.

"Der er én elev tilmeldt uddannelsen på grundforløb to til august, og det er hverken uddannelsesmæssigt, fagligt, kvalitetsmæssigt eller økonomisk forsvarligt at gennemføre på den baggrund. Kun ganske få af vores nye grundforløb-1 elever ytrer interesse for landbrugsuddannelsen. Landbruget mangler arbejdskraft, vi mangler eleverne, så øvelsen må være at få åbnet øjnene for, at landbruget har attraktive arbejdspladser", skriver hun i en udtalelse til Dagbladet Holstebro-Struer, og understreger at det ikke var en nem, men nødvendig, beslutning.

Landboforeningen utilfredse med for tidlig lukning

Hos Holstebro-Struer Landboforening kalder man det 'stærkt utilfredsstillende', at man lukker uddannelsen inden den rigtig er kommet igang:

"Muligheden for at starte en landbrugsuddannelse er af vital betydning for vores erhverv. Det er derfor stærkt utilfredsstillende, at UCH nedlæger landbrugsuddannelsen på Døesvej inden den rigtig er kommet i gang", skriver landboforeningen i en pressemeddelelse.

Holstebro-Struer Landboforening støttede op om flytningen af uddannelsen, og har stillet en praktikpladsgaranti for alle, der starter på landbrugsuddannelsen på UCH. Derfor mener man ikke, at UCH har givet uddannelsen længe nok til at blive kendt:

"For udvikling af et erhverv, der beskæftiger 16 procent af de erhvervsaktive i vores område, er det vitalt, at unge kan påbegynde en landbrugsuddannelse i deres nærområde", skriver landboforeningen, der pointere at samværet med vennerne er af stor betydning for de unges uddannelsesvalg.

"Med lukning af landbrugsuddannelsen vil vi tabe mange af dem, der ville starte på en landbrugsuddannelse på UCH, da alternativet nu vil være, at de skal køre til Herning eller Viborg for at starte en landbrugsuddannelse".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle