Landbrugsuddannelse flytter ind til byen

Undervisningen rykker fra Lægaard Landbrugsskole og ind i byen Holstebro, hvor eleverne kommer til at gå sammen med andre unge, mens den praktiske undervisning flytter ud i landmænds stalde.

Nutidens unge landmænd søger både kærlighed og samvær med andre unge. Derfor foretager landbrugsuddannelsen i Holstebro nu en storstilet omlægning.

Den gamle landbrugsskole uden for byen er solgt, og efter sommerferien næste år flytter landbrugseleverne sammen med alle de andre unge, der går på Uddannelsescenter Holstebro inde i byen.

Det skriver Uddannelsescenter Holstebro i en pressemeddelelse.

Den praktiske undervisning kommer til at foregå ude hos landmænd, hvor både undervisere og elever tager ud. Det er allerede sat i gang.

ny placering skal lokke flere til

Den tidligere Lægaard Landbrugsskole overtages 1. august næste år af Brunstad Kristne Menighed, som blandt andet vil bruge stedet til ungdomsaktiviteter. Dermed vil der stadig være liv med mange unge i bygningerne.

Formand Kristian Gade fra Holstebro Struer Landboforening er bange for, at der bliver mangel på faglærte landmænd i fremtiden. Han tror, at den nye placering af uddannelsen kan friste flere unge til at gå i gang.

Det kan også være på den nye EUX-uddannelse, hvor eleverne kan blive studenter og landmænd på samme tid.

garanti for praktikplads

Landboforeningen støtter op med et helt nyt initiativ. De garanterer praktikplads til alle elever.

Skoleundervisningen af landbrugseleverne kommer i fremtiden til at foregå ved siden af andre erhvervsuddannelser. Det giver nye muligheder for undervisning på tværs, for eksempel kommende landmænd og slagtere, der kan følge produktet fra nyfødt gris til udskåret skinke.

Uddannelsescenter Holstebro har indgået aftale med en række landmænd, som vil huse undervisningen. For eksempel får de hos svineavler Anders Ørts i Mejrup Hindkjær hver især mulighed for at inseminere en so og følge den og dens grise. Det bliver til gensidig glæde.

"Jeg har allerede fået spørgsmål om, hvorfor jeg gør, som jeg gør", fortæller Anders Ørts og tilføjer: 

"De søer, som eleverne har taget sig af, har faktisk fået ekstra mange grise".

Skolen har også indgået aftaler med et par kvægbrug, en minkavler og planteavler. Skolen fortsætter med sin egen maskinpark.

"Det kan være svært for en skole at købe alt udstyr efter den teknologiske udvikling i landbrugserhvervet. Nu kan vi sende eleverne ud til de mest avancerede landbrug, siger direktør Ann Østergaard fra Uddannelsescenter Holstebro.

"værdi i at være sammen med andre uddannelser"

Gårdejer Per Sognstrup har selv gået på Lægaard Landbrugsskole og er i dag bestyrelsesmedlem i Uddannelsescenter Holstebro.

Han tror på værdien i, at landbrugsuddannelsen ikke ligger for sig selv, men sammen med andre uddannelser. De vil også kunne bo på skolehjem med kommende tømrere, murere, mekanikere og mange andre.

En del af de nuværende bygninger uden for Holstebro er udlejet til Produktionsskolen Nordvestjylland. Den aftale er opsagt, og det sker samtidig med, at der kommer hele nye rammer for produktionsskolerne. Dermed kan der også på det område skabes noget helt nyt i Holstebro.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle