Hæve-sænke-gulve skal sælges til svineproducenter

Hollandske Nooyen har afsat deres hæve-sænke-gulve til en dansk svinebesætning. Flere skal gerne følge efter.

Flere år i træk har flere hollandske staldfirmaer deltaget på NutriFair i et forsøg på at gøre opmærksom på en løsning, der skal mindske dødeligheden i farestalden.

På dette års NutriFair-messe slår Nooyen et slag for deres hæve-sænke-gulve, der løfter soen i farestalden, når hun rejser sig, og sænker det igen, når hun lægger sig.

I Danmark er der solgt gulve til den første stald.

"Vi har solgt vores coatede spalter, der reducerer ledskader på pattegrisene betragteligt, og hæve-sænke-gulve til Protekta Farms, men vi har også to-tre andre svineproducenter, som vi taler seriøst med om vores hæve-sænke-gulv", siger Hein Klein Gunnewiek, manager hos Nooyen.

Han fortæller, at løsningen med gulvet i farestalden, der kan løftes er afsat i stor stil i hjemlandet.

"Vi har samlet set solgt over 100.000 gulve primært til Holland, men også andre lande som Frankrig, Belgien, Canada og Irland. Vi har udviklet på vores nuværende løsning gennem 20 år, og hvor vi har mellem fire og seks procent af grisene, der bliver lagt ihjel, giver vores løsning en andel under en procent", forklarer han.

Han oplyser en tilbagebetalingstid på to-tre år.

"Tilbagebetalingstiden afhænger selvfølgelig af smågriseprisen, men den kan vi ikke bestemme", siger han med et smil.

Hein Klein Gunnewiek slår også et slag for firmaets coated spaltegulv, som reducerer forekomsten af ledskader markant, men også forbedrer hygiejnen.

"I en tid, hvor vi skal udfase kobber og zink, så er der utrolig vigtigt med et gulv, som er nemt at rengøre. Det er vores gulv", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle