Har opkaldt tre sønner efter traktormærker: Nu er nr. fire på vej

Camilla Ellesøe er mor til tre - snart fire - drenge, som alle er opkaldt efter et traktormærke.

En østjysk familie har valgt nogle ret utraditionelle navne til deres tre - snart fire - sønner.

Case, Claas og Cormick, er navnene på de tre af drengene, som allerede er opkaldt efter hvert deres traktormærke.

Og nu er der en fjerde søn på vej, fortæller mor Camilla Ellesøe, der er gravid med parrets fjerde dreng.

Det har sat familien, der bor i Torrild ved Odder, på lidt af en opgave for at finde på et fjerde traktormærke, der starter med c.

"Nu er vi lidt i problemer, for vi regnede ikke med, at vi skulle have nummer fire, så vi har ikke et navn klar. Men vi har også lige lidt tid at løbe på", siger Camilla Ellesøe, der er lidt over 7 måneder henne.

"Vi har et par alternativer i spil, men jeg synes, det kunne være sjovt at køre videre med c og traktornavne. Så vi må ind på nettet og søge", fortsætter hun.


De tre sønner, Case, Claas og Cormick. Privatfoto: Camilla Ellesøe

Traktornavne var ikke planlagt

Begge forældre, Camilla og Christoffer Ellesøe, har fået navne, der starter med c - og så arbejder de begge i landbruget. Camilla Ellesøe er landmand og arbejder på gården Sophienlund, mens manden arbejder som anlægsstruktør.

Derfor gav det næsten sig selv, at også sønnerne skulle have navne, der starter med c. Det med traktormærkerne var dog knap så planlagt:

"Da vi i 2012 fik at vide, at det var en dreng, vi ventede, foreslog min mand en dag navnet Case. Vi ville gerne fortsætte med c-navne, da vi begge hedder det, og vores søskende også hedder noget med c", siger Camilla Ellesøe og fortsætter:

"Jeg ved ikke, hvordan min mand fik ideen fra. Jeg tror, det var helt tilfældigt. Første tænkte jeg: "Man kan da ikke kalde en dreng for et traktornavn", men det lød egentlig godt i munden, og så blev vi enige".

Camilla Ellesøe søgte dog lige først på nettet, om der fandtes andre, der hed Case. Og det gjorde der.
Derfor søgte parret de danske myndigheder om tilladelse til at kalde deres første søn Case.

Ikke i tvivl om nummer to

Parret var da heller ikke i tvivl, da de ventede deres anden søn. Han blev uden tøven døbt Claas. Men ved nummer tre begyndte det at knibe med opfindsomheden, og det blev mærket McCormick, der vandt. Også her måtte parret søge om tilladelse til at døbe deres søn Cormick.

Alle tre sønner er dog døbt et 'ganske almindeligt' navn til mellemnavn - også med c - for at sikre, at de har valgfrihed i fremtiden, hvis de ikke vil bruge deres "traktornavn".

"Men folk bruger faktisk deres fornavne, det er blevet taget rigtig godt imod. Nogle griner lidt og spørger, hvordan vi fandt på det, men det er ikke anderledes end bil- eller blomsternavne, og de fleste synes, det er fedt fundet på", siger Camilla Ellesøe, der også fortæller, at drengene selv, synes det er sjovt:

"De er vilde med traktorer, så de er godt klar over, hvilke traktorer, der er hvilke", siger hun og griner.

Ifølge Danmarks Statistik er der pr. januar 2019 to drenge i Danmark døbt Case, ni som er døbt Claas og kun en enkelt, som er døbt Cormick.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle