Hollænderne følger med op på mælkeprisen - men kun for konventionelle

Også FrieslandCampina hæver mælkeprisen for oktober måned for de konventionelle. Den økologiske falder derimod

Forleden meldte Arla Foods, at der i oktober en ekstra halv eurocent på mælkeprisen - og nu følger FrieslandCampina også med i stigningen.

Men kun for de konventionelle. De økologiske producenter må imødese et fald.

Fra torsdagens månedsskift vil også den hollandske ærkerival nemlig hæve den såkaldte garanterede mælkepris med 3,7 øre per kilo, skriver selskabet i en meddelelse.

Baggrunden for stigningen er ifølge FrieslandCampina især, at man i seneste måneds mælkepris havde estimeret for lave mælkepriser fra de såkaldte referenceselskaber - altså konkurrerende mejerier - som hollænderne bruger til at sætte sin garanterede mælkepris efter.

For de økologiske producenter vil der være et fald på en eurocent, altså 7,45 øre per kilo, også med henvisning til, at den generelle afregning fra konkurrenterne er faldende.

For konventionelle producenter ender garantiprisen altså på 2,51 kroner per kilo, mens økologerne kan imødese en pris på 3,42 kroner per kilo.

Prisen kan ikke direkte sammenlignes med de danske afregninger, idet der er forskel i tillæg og fradrag for værdistoffer, indtransport, efterbetaling og andre faktorer mellem selskaberne.  

Den afgørende forskel er desuden, at hollænderne laver deres garanterede mælkepris på basis af forventninger til den kommende måned, mens Arla Foods danner sin mælkepris på baggrund af de opnåede resultater. Derfor efterreguleres FrieslandCampinas afregning ofte.

I forbindelse med halvårsregnskabet fra Arla, meldte Peder Tuborgh, at Arla for første gang i flere år lå foran på mælkeprisen, når han sammenlignede med ærkerivalen. Dette er ikke sket i talrige år, lød det.

Mælkeproducenterne i LDM har flere gange siden betvivlet, at forspringet skulle være reelt. Omvendt har det dog også lydt, at gabet mellem de to selskaber er mindre end i mange år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle