Hver landmandtaber 77.000 kr. på EU-reform

Op mod hver fjerde landmand kommer i farezonen, hvis støtten reduceres med 20 procent eller mere.

Hvis hektarstøtten bliver reduceret med 20 procent som angivet i forslaget til ny EU-reform 2020, vil det medføre et fald i støtten på 77.000 kr. i snit pr. heltidsbrug, viser beregninger fra Videncentret for Landbrug.

Kvægbruget rammes hårdest med en nedgang på 93.000 kr., efterfulgt af planteavlere med 85.000 kr., og svineproducenter der mister 75.000 kr.

Hvis der desuden som foreslået gennemføres en national udligning af støtteniveauerne, vil kvægbrugene miste yderligere støtte til de øvrige driftsgrene.

Det vil ifølge beregningerne betyde, at i alt 925 bedrifter mister evnen til at opnå et positivt driftsresultat.

Ifølge forslaget kan yderligere 15 procent at støtten overføres til landdistriktsmidler. Sker det uden tilbageførelse, reduceres EU-støtten i alt med 122.000 kr. for en gennemsnitlig heltidsbedrift.

I så fald ender hele 1.730 bedrifter med røde tal på bundlinjen. De har en samlet gæld på knap 40 mia. kr., hvoraf ca. 9 mia. kr. er bankgæld. Kvægbrug udgør næsten halvdelen.

Hver fjerde i farezonen

I forvejen er næsten 1.400 heltidsbedrifter ifølge Videncentret for Landbrugs beregninger, ude af stand til at opnå et positivt driftsresultat under ”neutrale” forudsætninger, og deres forudsætninger for at overleve forringes kraftigt.

Antallet af bedrifter med røde tal på bundlinjen vokser altså til 2.300, hvis støtten reduceres med 20 procent, og hvis yderligere 15 procent af støtten overføres til landdistriktsstøtte, vokser gruppen af heltidslandbrug med røde tal på bundlinjen til over 3.100, svarende til 25 procent, og heraf er 1.460 kvægbedrifter.

»For en lang række virksomheder vil det drastisk forringe indtjeningsevnen, og en stor gruppe mister evnen til at skabe positiv indtjening. Tidspunktet er meget uheldigt, da landbruget lige er kommet ud af en historisk stor nedgang,« siger erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser, Videncentret for Landbrug.

Han gør opmærksom på, at bankerne har 4,3 mia. kr. til gode hos de virksomheder, der er truede, hvis støtten reduceres med 20 procent, og beskæres støtten med yderligere 15 procent, er det helt op til 9 mia. kr.

Der er desuden risiko for et negativt pres på jordpriserne.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle