Hver tyvende minut kører en lastbil med grise over grænsen

DTL-direktør Peder J. Jensen tror på fortsat vækst i eksporttallene.

80 gange om dagen kører en svinetransportlastbil gennem vaskeanlæggene i Padborg. Der er krav om, at de bruger anlæg i forbindelse med eksport af levende svin.

80 gange om dagen svarer til i gennemsnit hvert tyvende minut døgnet rundt.

Eksporten stiger med 40 procent i år til godt otte mio. styk, og eksporten vil fortsætte med at stige kraftigt de næste tre til fire år, forudser direktør i DTL A/S Peder J. Jensen.

Han tror dog, at der derefter kommer et dyk i forbindelse med den såkaldte 2013-problematik, hvor EU stiller krav om, at søerne skal gå løse.

»So-antallet herhjemme vil falde med nok ti til femten procent til den tid, og det vil påvirke eksporten i en periode, fordi der nok bliver tre mio. smågrise mindre til rådighed på markedet. Anderledes er det med de tyske smågriseproducenter, som har en solid tro på, at deres politikere vil behandle dem mildt,« siger Peder J. Jensen.

Øger eksporten

Han forudser også, at den danske slagtesvineproduktion vil være stort set halveret om ti år, medmindre de danske politikere bliver helt anderledes positivt stemt over for landbruget.

»Men vi vil ikke se samme fald i smågriseproduktionen. Med én mio. søer vil alene udviklingen i effektivitet betyde, at vi får 300.000 smågrise flere til rådighed,« siger Peder J. Jensen.

Han eksporterede de første smågrise i 1983 og forudsagde i starten af 1990¿erne, at der ville ske en eksplosion i eksporten fra den gang 600.000 årligt. Han fik ret:

»De fleste landmænd mente ikke, der skulle eksporteres, og jeg måtte love nogle producenter, at lige netop deres grise ikke blev sendt sydpå. Siden har meget ændret sig - i dag er det nærmest omvendt,« siger Peder J. Jensen.

Hans virksomhed, DTL A/S, øger eksporten med omkring 15 procent om året og kommer i år op på 500.000 eksporterede grise eller ti procent af den samlede eksport. SPF eksporterer omkring halvanden mio. grise, mens Niels Vinderslev menes at være næststørste eksportør. Ikke alle ønsker at oplyse deres salgstal:

»Markedet har en vækst i år på 40 procent. Men en stor del af væksten skyldes, at mange landmænd selv eksporterer eller går sammen om at finde købere i Tyskland. En stor del af disse grise bliver transporteret på tyske lastbiler,« siger Peder J. Jensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle