Ja, Mette, det er uværdigt, at du skal redegøre i detaljer for din arbejdsdag

Det er faldet statsminister Mette Frederiksen (S) for brystet, at hun i sagen om de slettede sms’er er blevet afkrævet en detaljeret forklaring på, hvordan hendes arbejdsdag op til kommunalvalget var. Og det er ærligt talt heller ikke klædeligt, men det er heller klædeligt at give andre skylden for, at der er endt sådan. Det skriver LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen.

"Minksagen er på en eller anden måde endt som sagen, der bare bliver ved med at skabe nyheder. Det eneste, vi for tiden stort set intet hører om, er, hvordan det går med at få udbetalt erstatning til de minkfarmere og det erhverv, der sidste år blev nedlagt med et pressemøde.

Til gengæld bliver vi overdynget med den ene tilsyneladende nyhed efter den anden, der må siges at være et stykke fra substansen i minksagen, og som konstant tager fokus fra det, som Folketingets granskningskommission egentlig handler om: Vidste Mette Frederiksen, at der ikke var lovhjemmel, da hun på et pressemøde 4. november 2020 sagde, at alle mink skulle aflives?

Men mere interessant end selve konstateringen er spørgsmålet, hvorfor det mon er gået sådan?

Hvorfor snakker vi allesammen om slettede sms’er? Hvorfor er det lige pludselig blevet interessant, hvornår en kuvert indeholdende ingenting kunne åbnes? Hvorfor skal statsministeren redegøre for, om hun kunne have åbnet den før?

Svaret på alle disse spørgsmål er det samme: Fordi man i Statsministeriet har handlet på en måde, så disse spørgsmål er blevet relevante.

Vi snakker sms’er, fordi Statsministeriet slettede dem. Vi snakker selvfølgelig om kuverterne, fordi et eventuelt indhold måske kunne bidrage til granskningskommissionens arbejde. Og vi snakker om statsministerens kalender, fordi der er rejst rimelig tvivl om, hvorvidt Mette Frederiksen gjorde alt, hvad der stod i hendes magt, for at få resultatet ud før kommunalvalget.

Statsministeren har ret i, at det på det nærmeste er tåkrummende pinligt, hvordan hun nu afkræves svar på, hvad hun eksempelvis havde af vigtige ting i kalenderen, der forhindrede hende i at være med til åbningen af en kuvert før kommunalvalget 16. november. Men hun må nødvendigvis også se indad.

For den del af sagen er kun blevet en historie, fordi regeringen indledningsvist forsøgte sig med forklaringen om, at kuverterne blev åbnet dagen efter kommunalvalget efter aftale med granskningskommissionen, hvilket formanden for kommissionen senere afviste. Derfor blev det så relevant for medierne at begære aktindsigt i Mette Frederiksens kalender, og herefter blev det også tydeligt, at hun altså prioriterede at føre valgkamp for Socialdemokratiet frem for at åbne kuverter. Da en statsministers kalender bliver ændret hele tiden, står det så også klart, at hun ikke gjorde alt, hvad der stod i hendes magt, for at få kuverterne åbnet før kommunalvalget.

Man behøver ikke at være den store konspiratoriker for at nå konklusionen, at det selvfølgelig var for ikke at skade Socialdemokratiet i valgkampen".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle