Jakob Ellemann-Jensen bliver ny miljø- og fødevareminister

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop præsenteret Jakob Ellemann-Jensen hos Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg.

Opdateret klokken 11.25

Jakob Ellemann-Jensen bliver den nye miljø- og fødevareminister.

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen netop underrettet Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg.

Jakob Ellemann-Jensen bliver miljø- og fødevareminister i en mindre ministerrokade, hvor også Eva Kjer bliver fiskeriminister, mens iværksætteren Tommy Ahlers får titel af uddannelses- og forskningsminister.

Jakob Ellemann-Jensen har indtil nu været Venstres gruppeformand og har høstet stor ros for sit arbejde på den post. Han har siden 2015 bestredet posten som partiets politiske ordfører.

nyt ansigt i dansk politik

Ministerrokaden får Karen Ellemann, minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, til at træde ud af regeringen.

Hun erstattes af Eva Kjer, som har været et velkendt ansigt i Folketinget siden 1990. Hun var også tidligere miljø- og fødevareminister i regeringen i juni 2015, men trak sig efterfølgende, blandt andet på grund af ballade om landbrugspakken.

Løkkes ministerrokade holder sig dermed kun internt blandt Venstres ministre i VLAK-regeringen. Liberal Alliance og de Konservative bytter nemlig ikke ud på de to partiers ministerhold.

Tommy Ahlers, der er ny uddannelses- og forskningsminister efter Søren Pind, har aldrig tidligere haft en rolle i dansk politik, men han er derimod en kendt serieiværksætter og dommer i DR-programmet "Løvens Hule".

To ministre gik af med få timers mellemrum

Esben Lunde Larsen meldte i går ud på Facebook, at han efter 13 år i politik havde valgt ikke at genopstille til det kommende folketingsvalg.

Han stillede derfor sin ministerpost til rådighed. Det betyder de facto, at han træder ud af regeringen, men at han indtil videre fortsætter sit arbejde i Folketinget.

Begrundelsen for hans ministerexit står dog stadig hen i det uvisse. Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra den nu tidligere minister.

Esben Lunde Larsens udmelding kom få timer efter, at Søren Pind afgav sit ministerembede som uddannelses- og forskningsminister og trak sig helt fra politik med øjeblikkelig virkning.

”Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi", sagde Søren Pind til Berlingske.

Landbrugsavisen.dk arbejder på at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen og Esben Lunde Larsen.

 

Opdateres løbende...

 

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle