Jakob Ellemann-Jensen: Hjælpepakker er ikke nok til minkavlere

Aflivning af alle danske mink fjerner minkavlernes livsgrundlag, så de bør have fuld erstatning som ved ekspropriation, mener Venstre.

"Hjælpepakker til minkavlerne er ikke nok, de bør have fuld erstatning, når de udsættes for en de facto ekspropriation".

Sådan siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen efter, at regeringen onsdag meldte ud, at alle danske mink skal aflives.

”Det er en meget alvorlig og dybt ulykkelig situation for mange familier. Regeringen fjerner ikke bare deres indtægtsgrundlag en periode. Den nedlægger deres erhverv. Vi skylder som samfund at give en god og fuld erstatning.

Jakob Ellemann-Jensen mener det er en sandhed med modifikationer, når regeringen siger, at minkavlerne kan fortsætte om et par år.

”Dansk mink har en berømt kvalitet, der er bygget op gennem generationer, og den forsvinder, når alle avlsdyr er væk. Minkavlerne kan ikke bare få noget ind udefra, så reelt fjerner man deres livsgrundlag”, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Synes du det er rigtigt at aflive alle mink i Danmark?

”Jeg er hverken læge eller epidemiolog. Jeg kan ikke anfægte den beslutning. Når Statens Seruminstitut siger, det er det eneste ansvarlige at gøre, så må vi sige, at vi anerkender det”.

Hvad mener du om forløbet af beslutningen?

”Det har for mit vedkommende været meget kort. Jeg blev natten til onsdag orienteret om, at noget var under opsejling og var til partiledermøde 1,5 timer før resten af nationen. Det er ikke en inddragelse, det er en orientering. Det er ærgerligt. Når man skal beslutte noget så alvorligt med stor betydning for så mange, bør man forankre det demokratisk. Derfor har vi også foreslået en ny epidemilov”.

Har du set et faglige grundlag?

”Vi har modtaget et papir fra SSI, og det har vi ikke grund til at anfægte. Jeg står på sidelinjen og er blot jurist og kan ikke bedømme det, men der er en handlepligt, når man får så alvorlige informationer”.

Burde man have en second opinion?

”Hvis det er rigtigt, hvad SSI skriver, kan man ikke vente med at handle. Men det skal efterfølgende undersøges til bunds, om det er den rigtige beslutning. Det betyder ikke, man kan udsætte handlepligten, uanset hvor tragisk konsekvensen er”.

Emneord

coronavirus mink , politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle