Køb gødning - men se dig godt for

Køb kun den nødvendige kvalitet!

Der er i år mange forskellige gødninger på markedet, og priserne varierer meget - lige fra de dyre vest-europæiske til de billigere øst-europæiske, mekanisk blandede og endda kinesiske. Tidligere havde østgødninger et dårligt ry, men det er snart mange år siden, at vi har set dårlige gødninger på markedet. De fabrikker, der leverede både klumper og støv i sækkene, er blevet sorteret fra, og risikoen for at få noget skidt er nu meget lille. Man er naturligvis nødt til at få oplyst kvaliteten af sælgeren, som har en garanti på den solgte vare.

Det er nemt at købe en fantastisk kvalitet, men det koster kassen. Og rigtig mange avlere kan klare sig fint med et mindre niveau og spare mange penge. Med dette års prisforhold trænger vi virkelig til, at konkurrencen fungerer effektivt, og få støttet importen af alternative varer. Derfor: Køb kun den kvalitet du har brug for.

 

Østgødninger

Fx de russiske 27-3-5, 22-3-10 og 9-11-21 er udmærkede kvaliteter, til spredning på mindst 24 m. Nogle avlere har endda med held spredt endnu bredere.

De polske (fx 8-11-20, 10-9-18, etc) har alle en god hårdhed, omkring 5 kg, og er ganske ensartede. Den litauiske N34 er næsten ikke til stede i markedet i disse uger. Ærgerligt, da N34 ofte har dannet en god prisbund, ca 12-15 procent pr. kg N, under NS-gødningerne.

Kinesisk NS 21-24 lover ikke mere end den holder og er billig hos Egsgård Agro til ca. 165 kr. pr hkg. Samme har en 27-2-4-3, for første gang i Danmark, i en udmærket kvalitet som konkurrerer med de russiske om pladsen som den billigste samgranulerede NPK-gødning.

 

Mekanisk blandet gødning

Disse gødninger ligger prismæssigt godt i markedet. Men ifølge den årlige ”Gødningskontrol-rapport” sælges der ind imellem dårlige partier med mindre næringsstoffer end deklareret.

Man bør kun handle med et firma, man har tillid til, også når man har set deres plads og anlæg. Og husk at man har mulighed for at analysere varen, og se at man faktisk har modtaget den mængde næringsstoffer, man betaler for. Analysen koster omkring 4-500 kr.

 

Husk at spørge flere steder.

De mindre forhandlere, som fx BMG, Ewers, ATR, Getreide, Overgård, Egsgård, HC Venslev etc., har i den grad en berettigelse i år.

Husk at spørge efter aktuelle tilbud på alternative varer.

Mulighed for at vente?

Hvis man kun har brug for et mindre parti gødning, og ikke er alt for kræsen med hvilken type det lige bliver, burde der være en mulighed i at vente på bedre priser - i den sene vinter. Dette er en mulighed for nogle men ikke for mange.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle