Købelysten er stilnet af: Kopenhagen Fur har kun solgt halvdelen af sine skind

Kopenhagen Fur har stadig mange minkskind på lager efter de første dage på den seneste minkauktion.

Resultatet af de seneste dage på Kopenhagen Furs minkauktion har ikke helt levet op til forventningerne. 

Det melder Jesper Lauge Christensen, adm. direktør for Kopenhagen Fur til AgriWatch.

Konsekvenserne af at holde priserne på skindene på det høje niveau på omkring 300 kr. har nemlig været, at kun halvdelen af de udbudte skind er blevet solgt.

"Priserne på denne auktion er fastholdt på stort set samme niveau som ved auktionen i april. Det er nogenlunde som forventet. Til gengæld havde vi håbet på en højere salgsprocent," fortæller Jesper Lauge Christensen, der dog forventer et godt salg til den næste auktion i september, når indkøberne har fået tømt deres lager af de danske skind.

De sidste otte år har prisen på minkskind svinget mellem 225 og 1000 kroner for et skind. Gennemsnitsprisen toppede senest i 2013 og er siden faldet, før den igen tog et væsentligt spring opad i 2020, da udbuddet af minkskind faldt på verdensplan - blandt andet efter beslutningen om at aflive alle danske mink.

Sidste dag på denne auktion er fredag den 2. juli.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle