Landbruget sidder med tilbageholdt åndedræt og afventer et regeringsudspil, der senere på året ventes at blive offentliggjort, indeholdende en særskat på landbrugets CO2-udledning. Imens kæmpes der fra alle fronter om at eje den offentlige opinion. Her må fakta vinde i det lange løb, mener LandbrugsAvisens chefredaktør, Christian Friis Hansen.
To kronikker afslørede i den forgangne uge, hvilket slagsmål om den offentlige opinion der foregår i øjeblikket. Den ene bragt i dagbladet Information var skrevet af otte skribenter, der alle har afsæt i bevægelser som Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Plantebranchen. Ikke overraskende taler de for, at der skal indføres en særskat på landbrugets CO2-udledning. Forleden kom regeringen med et udspil til en CO2-afgift, hvor landbruget ikke var omfattet, men der ventes senere på året at komme et udspil direkte omhandlende landbruget, der står for en tredjedel af Danmarks menneskeskabte CO2-udledning.
På Altinget stod Arla-topchef Peder Tuborgh som afsender på en kronik, der lige så forudsigeligt slog til lyd for, at en særskat på landbrugets udledning vil koste arbejdspladser, og - som et lidt nyere argument - faktisk modvirke den grønne omstilling. Begrundelsen ifølge Tuborgh er den enkle, at forringet konkurrencekraft som følge af en dansk særskat vil koste indtjening og dermed kraft til at investere i den grønne omstilling.
Enorme kræfter er altså sluppet løs i den offentlige opinion, og det er let at forfalde til følelsesladede argumenter, fordi det med dem er lettere at nå folks hjerter end med kedelige og videnskabeligt baserede fakta eller eksportkurver.
Men landbruget må trods denne hurdle alligevel insistere på, at man ikke kan basere et lands konkrete klimapolitik på følelser, selv om resultatet af folketingsvalget i 2019 var et levende eksempel på, hvordan vi altså fik et mål om reduktion af CO2 i 2030 stort set alene baseret på følelser.
Eksempelvis kan skribenterne i Information få deres ligning med indførelsen af en CO2-afgift på landbruget til at gå op ved, at den også skal påføres importerede varer, og så er alt jo godt, »så vi undgår at skade danske producenters konkurrenceevne«, som det så fjerlet lyder.
I Altinget nævner Peder Tuborgh en lille detalje, som skribenterne i Information måske kunne have skelet til, nemlig at eksporten fra den danske landbrugsklynge årligt udgør omkring 80 milliarder kroner, og det vel at mærke til lande, der, så vidt vides lige nu, hverken har eller påtænker at indføre en CO2-afgift lig den danske.
Man kan selvfølgelig mene, at eksport til en værdi af 80 milliarder kroner årligt - og deraf følgende mulighed for at finansiere blandt andet velfærdssamfundet - er en acceptabel krigsomkostning ved klimaomstillingen, men det er én af den slags fakta, der hører med.
