Konflikt mod landmand: Nu henter Arla ikke mælken

En stor mælkeproducent kan ikke længere få afhentet sin mælk og kørt det til Arla, fordi 3F har iværksat sympatikonflikter over for arbejdsgiveren.

Omkring 33.000 liter mælk pr. dag. Det har en stor sønderjysk mælkeproducent hidtil leveret til mejerikoncernen Arla. Men fra søndag morgen vil chauffører fra Arla ikke længere hente mælken fra landmandens omkring 1.150 malkekøer. Det oplyser Den Grønne Gruppe i 3F til Fagbladet 3F.
Årsagen er, at 3F’s iværksatte sympatikonflikter imod mælkeproducent Tage Laustsen fra Løgumkloster trådte i kraft søndag morgen. Sympatikonflikterne betyder, at medarbejdere hos Arla hverken vil afhente eller behandle mælken fra den konfliktramte arbejdsgiver.
3F har iværksat konflikten for at få landmanden til at tegne overenskomst for sine medarbejdere. Og 6. december afgjorde Arbejdsretten, at de konkrete sympatikonflikter imod mælkeproducent Tage Laustsen er fuldt lovlige. Samt at sympatikonflikterne ikke er for hårdt et kampskridt over for arbejdsgiveren.
Tage Laustsen kan stadig få leveret foder og dyrlægebesøg.

Tage Laustsen har ikke lyst til at tegne overenskomst med 3F, da det vil give mere administrationg og højere lønudgifter. 

"Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle det", har han tidligere udtalt til LandbrugsAvisen.

Tage Laustsen har 20 udenlandske ansatte og én dansk. De udenlandske ansatte får til at starte med godt 100-115 kr. i timen, men kan stige i løn i takt med at de eksempelvis lærer sproget og øger deres kompetencer.

"Det kan jo ikke nytte, at nogen kommer herover, ikke har arbejdet med landbrug og ikke kan snakke engelsk, og så skal have 140 kr. i timen, når en dansker i butik kun får 118 kr. i timen", siger Tage Laustsen.

Landmand Tage Laustsen vurderede i Arbejdsretten, at hans virksomhed ville få mere administration og betydeligt højere lønudgifter, hvis han skrev under på en overenskomst.
Under sagen ved Arbejdsretten kom det frem, at der i Tage Laustens virksomhed foruden ham selv og hans ægtefælle er 21 ansatte. Heraf er de 19 udlændinge, som kommer fra Ukraine, Ungarn, Rumænien, Brasilien eller Tyskland.
Ifølge Jordbrugsoverenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A er startlønnen for medarbejdere, der passer køer, 135 kroner per time uden tillæg af nogen art. Dertil kommer, at overenskomsten sikrer tillæg for ubekvemme arbejdstider, pension og søgnehelligdagsbetaling.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle