Kontorchef: Manglende lovhjemmel burde have været præciseret forud for pressemøde

Fredag er der igen gang i afhøringerne i Minkkommissionen. Første mand i skranken var kontorchef Paolo Drostby fra Fødevareministeriet.

I det papir fra sine embedsmænd, som skulle klæde daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) på forud for det historiske pressemøde 4. november 2020, hvor det lød fra regeringen, at alle mink skulle aflives, burde det have været præciseret, at der ikke var hjemmel til at slå alle mink ned.

Sådan lød det fra Paolo Drostby, der er kontorchef på Veterinærkontoret i Fødevareministeriet, og som sad på det kontor i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, som håndterede minksagen, da han fredag blev genafhørt i Minkkommissionen.

Det skete da minkkommissionens udspørger Jacob Lund Poulsen begyndte at bore i, hvorfor hjemmelsspørgsmålet ikke er italesat i det pressenotat, som Mogens Jensen havde fået med.

- For fuldstændighedens skyld burde der have stået, at der ikke var hjemmel til aflivning af mink i zone 3, lød det fra Paolo Drostby.

Zone 3 er en henvisning til de minkbesætninger, som lå uden for de smittezoner, hvor der i november 2020 rent faktisk var hjemmel i lovgivningen til at kræve mink aflivet. Han forklarede, at der ikke står noget forkert i de talepinde, som embedsmændene i Fødevareministeriet, havde leveret til Mogens Jensen. Han erkendte på foranledning fra udspørger, Jacob Lund Poulsen, at informationerne i pressenotatet ikke var ”udtømmende”.

Fra Paolo Drostby lød det, at han opfatter, at pressemødet, var et sted, hvor regeringen meldte sin politiske beslutning ud om, at alle mink skulle aflives, og så skulle hjemmelsspørgsmålet håndteres efterfølgende. Der var ikke tale om et påbud eller en instruks.  

- Den beslutning kan man godt træffe og melde ud uden, at man har hjemmelsspørgsmålet på plads, lød det fra Paolo Drostby, der også fortalte, at han havde læst statsministerens tale inden pressemødet, men ikke havde fundet anledning til at nævne hjemmelspørgsmålet.

- For mig var det her en orientering om en regerings beslutning, lød det fra Paolo Drostby.

Alle vidste det

Fra Paolo Drostby lød det i sin genafhøring, at siden 1. oktober 2020 var det almindelig viden blandt embedsmænd på Slotsholmen, at det daværende Miljø- og Fødevareministerium var af den opfattelse, at der ikke var hjemmel til at kræve mink uden for smittezonerne aflivet. Det gælder både i Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Sundhedsministeriet.

Omkring minkavlernes viden om hjemmelsspørgsmålet efter pressemødet 4. november, lød det fra Paolo Drostby, at han ikke havde anledning til at tro, at de ikke var klar over, at der manglede hjemmel.

- Minkavlerne har ikke haft anledning til at tro, at man kunne tiltvinge sig adgang til deres besætninger, lød det fra Paolo Drostby.

- Var det dit indryk, at minkavlerne vidste, at der manglede hjemmel fra 5. november og frem, ville udspørger Jacob Lund Poulsen så vide.

- Det gik jeg ud fra, at de var vidende om, lød svaret.

Har ikke informeret minister

Under sin afhøring holdt Paolo Drostby fast i, at ud fra det skriftlige materiale, så fremgår det, at Mogens Jensen blev orienteret om den manglende hjemmel lørdag 7. november 2020 klokken 18:31. Selv havde han i løbet af eftermiddagen orienteret Mogens Jensens særlige rådgiver, om at der var hastelovgivning på vej, som skulle tilvejebringe den nødvendige hjemmel. Det var søndag 8. november, at det kom til offentlighedens kendskab, at der manglede hjemmel.

Paolo Drostby afviste at have informeret Mogens Jensen mundtligt om den manglende hjemmel til at aflive mink uden for smittezoner inden da.

- Jeg har ikke informeret Mogens Jensen, hverken direkte eller indirekte, lød det.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle