Kæmpe kortlægning gav mere cirkulær økonomi hos landmand

Nyt projekt finder muligheder og barrierer for cirkulær og dermed bæredygtig produktion.

Mælkeproducent Torben Pedersen var egentlig skeptisk, da Mille Møller Nielsen fra Seges ringede. Han skulle være med i et projekt i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om cirkulær økonomi.

På sin bedrift Mosevang har Torben Pedersen 2.000 køer og genanvender bl.a. sand til sengebåsene og vand i sin produktion, og han troede egentlig, at det var det, projektet skulle handle om.

I stedet fik landmanden i projektet kortlagt hele produktionen fra transport til el og kemi og så videre, fortalte han på konferencen, Landmand og ledelse, torsdag.

Den kortlægning blev fremlagt overfor tilhørerne, og det så imponerende, men også ganske uoverskueligt ud.

»Måske det kan være svært at se, men jo længere man dykker ned i det her, jo mere spændende bliver det. Man får øje på en masse små ting, man kan ændre, og som til sammen giver et stort afkast«, sagde Torben Pedersen og tilføjede:

»For økonomien skal selvfølgelig være med«.

Gav overblik

Hele motivationen for Torben Pedersen for at gå med i projektet var bl.a. et ambitiøst mål, han har sat for sig selv.

»Jeg har et mål om at levere klimaneutral mælk om fem år og få 50 øre mere pr. liter samtidig. Så da Mille (Møller Nielsen, red.) ringede og sagde noget med noget cirkulært, tænkte jeg, at det lød da fint nok«, sagde han og fortsatte:

»Jeg tror på bæredygtighed, men ved jo også godt, at jeg skal både levere og dokumentere, hvis jeg skal have 50 øre mere. Så selvom jeg startede lidt skeptisk, blev jeg virkelig positivt overrasket over, hvad projektet gav mig af overblik. Vi er parate i landbruget, vi skal bare have det beskrevet«.

Mere parat end de fleste

Med til oplægget var også Nicklas Christian Funk fra DTU, der har stået for projektet, der hedder Matche. Det første skridt var at vurdere landmandens parathed til omstilling.

»Det blev en ret god score, og jeg tror, at Nicklas blev lidt overrasket over, hvor meget vi recirkulerer i landbruget«, sagde Torben Pedersen, der scorede 99 ude af 150 på parathed.

Det er pænt over gennemsnittet hos projektets øvrige virksomheder, der spænder over mange brancher, som ligger på 25 ud af 150.

»Torben er ret langt, så han valgte at fokusere på marked og ting, der lå lidt udenfor selve bedriften i sin strategi for cirkulær økonomi. Men der er lavthængende frugter, som er for alle«, fortalte Nicklas Christian Funk.

Han forklarede desuden, hvordan omstillingen til cirkulær økonomi handler om at gå alle led i produktionen igennem og spørge sig selv, hvorfor man gør det sådan, hvad skaber det af værdi, og hvem skaber det værdi for. Og det er det, man har gjort hos Torben Pedersen.

Til sidst sagde Nicklas Christian Funk, at han i januar skal til møde hos Miljøstyrelsen for at byde ind med input til lovgivningen på området.

Faktaboks

Cirkulær økonomi:

  • Handler om at holde materialer og produkter i kredsløbet så længe som muligt. 
  • Målet er genbrug og genanvendelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle