Landbrugsskole udskifter hakkejern med robot

Robotter bliver mere og mere almindelige i landbruget. Landbrugsskolen Sjælland har netop købt en solcelledrevet robot, som via gps sår frø og renser marken for ukrudt.

Landbrugsskolerne har naturligvis til opgave at gøre den næste generation af landmænd klar til den nye virkelighed, og på Landbrugsskolen Sjælland (Roskilde) er man allerede i gang. Her går Jesper Skovgaard Schiønning rundt med sommerfugle i maven.

Det skriver skolen i en pressemeddelelse.

Om ca. 14 dage får skolen leveret en markrobot fra firmaet Farmdroid, og Jesper Skovgaard Schiønning glæder sig til at bruge den i undervisningen:

"Denne robot er altså helt vild. Når vores landbrugselever og jeg har fortalt maskinen, hvor marken er, sætter vi den i gang med at så frø. Den registrerer og husker, hvor frøene er. Derfor kan vi umiddelbart efter såning sætte renseudstyret på robotten, og så renser den rundt om og imellem frøene", fortæller han.

Robot med perspektiver

Robottens batteri er 100 procent drevet af solceller, har en kapacitet på 20 hektar og arbejder med cirka en kilometer i timen. På skolen skal den i første omgang testes af fire hektar økologisk sukkerroer.

Med tiden er det planen, at den skal passe skolelandbrugets 12 hektar økologiske sukkerroer og 15 hektar vinterraps.

Men det er ikke robottens vigtigste formål.

"Robotterne er godt på vej ind i landbruget, og det skal vores elever selvfølgelig også lære at håndtere og udnytte. De skal forstå og lære, at de her hjælpemidler vil forandre deres opgaver – akkurat som traktoren gjorde det for længe siden. De får ikke færre opgaver, men andre opgaver", forklarer Jesper Skovgaard Schiønning.

Eleverne skal fx lære at skifte batteriet, hvis det løber tørt, og redskaberne skal udskiftes, når robotten skal gå fra at så til at rense. Derudover skal eleverne være med til at optimere robotten og holde øje med, at robotten gør arbejdet ordentligt.

Teknologi med mening

Landbrugsskolen Sjælland er en del af Roskilde Tekniske Skole, som har en digitaliseringsstrategi, som bl.a. indebærer, at alle undervisningsmaterialer kan tilgås elektronisk.

"Det er en stor fordel for os som skole, at vi kan tilbyde undervisning, som er på den teknologiske forkant, og som er med til at sikre vores elever kommer ud med ny og relevant viden og forståelse, for de brancher de skal indgå i. De skal være omstillingsparate, så de kan bidrage til fx landbrugsproduktion på en bæredygtig måde. På skolens afdelinger inddrager vi teknologi og digitalisering, hvor det giver mening", fortæller Connie U. Krukow, vicedirektør på skolen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle