Landbrugsskoler råber op omkring manglende ledere: Er hele landbrugets problem

Antallet af elever på landbrugsskolernes lederuddannelser er faldende. Det bekymrer landbrugsskolerne, der varsler alvorlige perspektiver for hele erhvervet.

Der uddannes for få ledere i landbruget, mener de danske landbrugsskoler, der har konstateret et fald i antallet af elever på lederuddannelserne.

Lige nu er der 179 unge under uddannelse som produktionsledere, og 96 unge som agrarøkonomer. Men det er alt for få, mener formand for Danske Landbrugsskoler og forstander på Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse.

Det skriver Jydske Vestkysten.

"Vi har oplevet en voldsom nedgang de sidste to til tre år, og vi er absolut bekymrede. Rundt regnet har vi brug for, at der bliver uddannet cirka 300 agrarøkonomer om året, og lige nu går der under 100 på uddannelsen. Så det er nemt at regne ud, hvor alvorligt det er", siger Jens Munk Kruse, der kalder problemet størst for selve landbruget.

"Udviklingen betyder, at der bliver færre og færre unge, der kan gå ud og købe landbrugsejendomme, og de er altså svære nok at få omsat i forvejen", siger Jens Munk Kruse.

Han bliver bakket op af Bjarne Ebbesen, forstander på Gråsten Landbrugsskole.

"Det er selvfølgelig positivt for vores elever, for de kan vælge og vrage. Men det er et kæmpe problem for landbruget, og det bliver kun større og større, for der er ingen til at overtage de gårde, der kommer til salg", siger Bjarne Ebbesen, som lige som formanden i Danske Landbrugsskoler vurderer, at der er brug for over 300 nye ledere om året for at kunne bevare status quo i antallet af selvstændige landmænd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle