Landmænd i Sønderborg tager teten på præcisionslandbrug

Over 10 procent af bedrifter i Danmark, der vil bruge præcisionslandbrug som alternativ til målrettede efterafgrøder, befinder sig i Sønderborg.

Epicentret for præcisionslandbrug i Danmark befinder sig i Sønderborg.

Af de 494 bedrifter, der i år har søgt om at bruge præcisionslandbrug som alternativ til målrettede efterafgrøder, viser et udtræk, som Landbrugsstyrelsen har foretaget, at 54 af de bedrifter befinder sig i Sønderbog. Det er næsten dobbelt så mange som nummer to på listen. Dyrker man 11 hektar med præcisionslandbrug, kan man slippe for at udlægge en hektar med målrettede efterafgrøder til efteråret.

Fra planteavlsrådgiver i LandboSyd Rasmus Storck lyder det, at årsagen til, at præcisionslandbrug i Sønderborg er særlig populært, er, at man har mange svineproducenter, der har en rigtig god lerjord, de gerne vil slippe for efterafgrøder på, så de kan dyrke hvede til deres grise.

- Og i stedet for vårsæd, hvor de kan avle det halve i forhold til den gode hvedemark, vil de gerne finde alternativer, siger han, og fortæller, at der fra rådgivningens side i LandboSyd også er blevet presset godt på for at få fremmet præcisionslandbrug.

- Har du for eksempel 200 hektar, er det over 15 hektar efterafgrøder, som du kan spare. Det er da værd at tage med. Og vi har da skubbet til dem, når nogle har brokket sig over, at de skal have så mange efterafgrøder, siger Rasmus Storck.

Hul på bylden

Efter Sønderborg kommer Haderslev, hvor 29 bedrifter har søgt om at bruge præcisionslandbrug. Fra Finn Olsen, teamchef for planteavl i SLF, der dækker Haderslev-området, lyder det, at ud over landmændene på lerjorderne gerne vil slippe for efterafgrøder, som de mener generer dem voldsomt, er interessen for præcisionslandbrug bare stigende.

- Som jeg tænker, de også gør andre steder, har vi holdt flere kurser omkring det her. Mange landmænd har allerede det grej, de skal bruge, så det er jo lidt synd, at de ikke bruger det. Nu er der dog endelig ved at komme lidt hul på bylden, siger Finn Olsen.

Han fortæller, at for nogle er det, at man kan erstatte efterafgrøder med præcisionslandbrug, også helt sikkert en gulerod for at komme i gang.

- Og så er der det faglige aspekt, at det giver god mening at omfordele sit kvælstof. Det er godt for både miljøet og ens pengepung, siger han.

Faktaboks

Top 5 kommuner med præcisionslandbrug

  1. Sønderborg, 54 bedrifter, 9.620 hektar
  2. Haderslev, 29 bedrifter, 7.004 hektar
  3. Vejle, 23 bedrifter, 4.047 hektar
  4. Morsø, 22 bedrifter, 5.073 hektar
  5. Skive, 19 bedrifter, 4.3450 hekter

I alt 494 bedrifter, 98.962 hektar

Kilde: Landbrugsstyrelsen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle