Landmand betaler mindre formue for kommunens vand: Får afslag på egen boring

Landmand Jens Kristian Iversen betaler over dobbelt så meget for sit kommunale vandforbrug på 10.000 kubikmeter om året i forhold til en vandforsyning knap 40 kilometer væk. Nu har han fået afslag på at lave egen boring.

Slagtesvineproducent Jens Kristian Iversen nær Holstebro har udsigt til at bruge 13.000 kubikmeter vand i sin produktion, når han inden længe dropper at fodre smågrisene med valle.

Men meget høje priser på hans vandforsyning gør det til et særdeles dårligt regnestykke. Lige nu betaler Jens Kristian Iversen nemlig 4,52 kroner per kubikmeter efter alle rabatter er trukket fra hos vandværket Vestforsyning.

Tilsvarende koster den samme kubikmeter vand kun 1,60 kroner per kubikmeter ved et nærliggende vandværk i Lemvig.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

"Det er alt for høj en pris, og vi har ikke fundet andre vandværker, der er er lige så dyre for landmænd som Vestforsyning. Det kan koste et mellemstort landbrug 40-50.000 kroner ekstra om året, og det er ikke særligt erhvervsvenligt og burde ikke være tilladt," siger Kristian Gade, der er formand for Holstebro-Struer Landboforening.

Som resultat af de høje priser og ikke mindst et dårligt tryk ville landmand Jens Kristian Iversen lave sin egen boring. Vandboringen ville kunne være tjent ind igen på to år, men ansøgningen er netop blevet afvist i natur- og miljøudvalget med stemmerne tre imod og to for.

"Som vi forstår loven, bør han kunne slippe ud af et vandværk, når det ikke kan levere vand med tilstrækkeligt vandtryk, og når prisen er urimelig høj. Det vil vi have undersøgt nærmere", siger Kristian Gade, der vil følge sagen nøje.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle