Landsretten stadfæster ulvedom

Vestre Landsret stadfæster dom på 40 dages betinget fængsel for ulvedrab. Desuden frakendes 67-årig mand sit jagttegn.

Vestre Landsret har onsdag stadfæstet en dom på 40 dages betinget fængsel for ulvedrab.

Derudover mister den dømte, 67-årige Mourits Troldtoft, sit jagttegn og retten til at erhverve det de næste to år.

Specialanklager Ulrik Panduro havde krævet Troldtoft idømt mindst seks måneders ubetinget fængsel og frakendelse af jagttegnet.

Drab på en fredet ulv er en grov forbrydelse, lød det fra anklageren.

Han finder det skærpende, at Mourits Troldtoft affyrede tre skud, mens han sad i sin bil.

Argumentet fra Troldtoft om, at han antog dyret for at være en hund, muligvis med ulveblod i årene, gav anklageren ikke meget for.

"Ethvert seksårigt barn, der ser et billede af det her dyr, vil sige, det er en ulv. Nu er det ikke et barn, vi har med at gøre, men en forstkandidat, der har arbejdet med skov- og landbrug hele sit liv", sagde Ulrik Panduro.

Men den 67-årige vestjydes advokat, Jan Schneider, mente at retten skulle sætte sig ind i, hvad det var for en situation, Troldtoft befandt sig i.

"Han har ikke skudt det her dyr af ondskab, men fordi han ikke så anden udvej", sagde forsvareren.

Det er ifølge Jan Schneider let at være bagklog og vurdere, at Troldtoft aldrig skulle have løsnet skud.

"Men hvis du har stået ansigt til ansigt med en fåreavler, der måske har fundet 10-15 af sine dyr dræbt eller lemlæstet, så vurderer man bare tingene lidt anderledes", sagde Jan Schneider.

Ulven genindvandrede i 2012 til Danmark efter næsten 200 års fravær.

Siden da er der fundet spor efter adskillige ulve rundt omkring i Jylland. Aktuelt mens der at være fem voksne ulve og seks hvalpe.

Den et år gamle hunulv, der blev skudt 16. april 2018, var en af otte hvalpe fra det såkaldte Ulfborg-kobbel.

/ritzau

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle