Lensgreve sælger halvdelen af biogasanlæg til DLG-ejet selskab

DLG-ejet energiselskab køber for 'stort beløb' 50 procent af det jyske biogasselskab Frijsenborg Biogas ejet af lensgreve Bendt Wedell.

Der er rift om biogassen i øjeblikket og nu går også DLG ind i branchen. 

Det sker via selskabet DCC Energi, som DLG ejer 40 procent af sammen med irske DCC, der ejer 60 procent.

Det skriver Energiwatch.

DCC Energi kommer dermed til at eje halvdelen af et af Danmarks største ”gård-biogasanlæg Frijsenborg Biogas, der ligger på Frijsenborg vest for Aarhus, og er stiftet af Lensgreve Bendt Wedell.

- Over de kommende år får biogas en vigtig rolle i den omstilling af vores energiforsyning, der er i gang. Vi oplever en stærkt stigende efterspørgsel i markedet på biogas. Som medejere af et stort, dansk biogasanlæg ønsker vi at sikre, at en større del af den danske biogas kommer ud til danske kunder. Samtidig udbygger vi naturligvis DCC Energis nuværende forretning inden for naturgas med dansk produceret biogas, siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi i en pressemeddelelse.

I dag producerer Frijsenborg Biogas over 15 millioner Nm3 biogas til det danske naturgasnet. Det svarer til det årlige forbrug i ca. 6.000 husstande. Gassen er bl.a. lavet af restprodukter fra to kyllingefarme på Frijsenborg og Wedellsborg suppleret af andre former for biomateriale fra landbruget og fødevareindustrien.

Som et af landet store energiselskaber er DCC Energi en aktiv medspiller på vejen mod en mere bæredygtig fremtid. Investeringen i Frijsenborg Biogas betyder, at DCC Energi nu kommer til at indgå i en større del af værdikæden som ejer af et decideret produktionsanlæg. Ifølge Christian Heise er det helt i tråd med strategien om løbende at udbygge porteføljen med mere bæredygtige energiformer.

- Det nye joint venture er direkte relateret til vores strategi omkring fremtidens energi. Vi ønsker at øge vores engagement inden for renere energiformer og derved tage del i den langsigtede transition af energimarkedet og samfundet. Her er en investering i dansk biogas udvundet af restaffald fra storlandbrug som Frijsenborg og Wedellsborg en oplagt mulighed. Det er noget, vi kan gå ind i nu og her for at sikre dansk biogas og biogascertifikater til virksomheder og forbrugere, siger han.

I det nye joint venture fortsætter Bendt Wedell som direktør og driften varetages fortsat af de nuværende medarbejdere.

Handlen er betinget af endelig myndighedsgodkendelse og forventes endelig inden sommerferien.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle