L&F-formand på tørkebesøg på tværs af Danmark

I dag besøger L&F-formand Martin Merrild fem tørkeramte landmænd rundt i Danmark.

"Det betyder meget for mig at komme rundt til medlemmerne. Jeg gjorde det i juli, og det gav en helt anden ramme at tale ud fra. Nu er høsten i hus, og derfor er jeg på tur igen. Det er vigtigt for mig at tale med landmændene, nu høsten er gjort op, og de har overblikket. Vi får tillid til hinanden i en kritisk situation", siger Martin Merrild.

Formanden besøger landmænd i Kolding, Sommersted, Nørre Aaby, Ringsted og Kirke Hyllinge. Både plantebedrifter, mælkeproducenter, svineproducenter og økologiske gårde er på besøgslisten.

Dagens første besøg var hos Poul Christensens bedrift nær Kolding med 650 hektar planteavl.

"Jeg er glad for, at Martin Merrild prioriterer tiden til at besøge medlemmerne i denne tid", siger Poul Christensen som understreger, tørken slår meget hårdt.

Hans høstresultat er på cirka 50 af normalen. 200 hektar vårbyg give kun halvdelen, rugen er på 55 procent, og 108 hektar efterafgrøder spirede ikke frem af den sprukne jord.

"Jeg ønsker ikke direkte statsstøtte. Vi skal have bedre vilkår fremover, så vi kan blive robuste. Her tænker jeg især på lettede skatter og afgifter som jordskatten og diverse gebyrer".

En del af hans jord er forpagtet, og det har han taget konsekvensen af som følge af tørken.

"Jeg betaler selvfølgelig prisen for forpagtningen i år, men jeg har allerede besluttet mig for at tage en dialog med bortforpagterne for at få forpagtningen ned i årene fremover. Det er landmanden, der løber risikoen med afgrøderne på jorden, og så duer det ikke, at forpagtningen er for høj. Nogle af hektarerne har jeg allerede fået nedsat forpagtningen. Primærproducenterne har brug for støtte", siger han.

Læs reportage fra tørke-turnéen i LandbrugsAvisen på torsdag.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle