L&F går til minister: Myndighedsfejl kan omfordele 150 mio kr. mellem landmænd

Flere landmænd risikerer seks-cifrede tab af støtte i udbetaling nu og fremover på grund af fejl i beregningen af værdien af betalingsrettigheder. Landbrug & Fødevarer beder minister gribe ind.

Landbrug & Fødevarer opfordrer fødevareminister Mogens Jensen til at gribe ind i sagen om fejl i beregningen af værdien af betalingsrettigheder.

Det sker på baggrund af beregninger, som tyder på, at myndighedsfejlen kan få den konsekvens, at op imod 150 mio kroner vil blive omfordelt mellem danske landmænd.

7.500 landmænd, især mælke- og slagtekalveproducenter med høj-værdirettigheder, står ifølge foreløbige beregninger i L&F til at tabe støttebeløb på gennemsnitligt 18.600 kroner.

Men enkelte står til langt større tab - op til et sekscifret tal. For nogle få formentlig endda mellem 300.000 og én mio. kroner.

Beregningerne er foreløbige og foretaget på baggrund af de oplysninger, Landbrugsstyrelsen tidligere har leveret, understreges det i L&F.

Skriver til minister

Sagen har fået Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild til at skrive til fødvareminister Mogens Jensen med en stærk opfordring til, at støtten i 2019 udbetales uændret til de landmænd, der står til en reduktion af støtten.

"Det er helt uretfærdigt, at der lægges op til en reduktion i støtteudbetalingen for 2019, da landmændene ikke har haft mulighed for at indrette sig efter de ændrede forhold. Det kan ramme budgetterne hårdt og uretfærdigt", siger Martin Merrild.

Alvorlig myndighedsfejl

Martin Merrild understreger i brevet, at miséren udelukkende er opstået på grund af en myndighedsfejl.

Landbrug & Fødevarer foreslår derfor, at der for 2020 og fremadrettet laves en overgangsordning rettet mod de landmænd, der bliver hårdest ramt.

"Det er yderst beklageligt at Miljø- og Fødevareministeriet har beregnet værdierne af betalingsrettighederne forkert. Jeg er skuffet over, at der kan ske en så alvorlig myndighedsfejl. Det er helt afgørende, at man som landmand kan agere i tiltro til myndighederne", siger L&F-formanden.

"Det er helt uretfærdigt, at der lægges op til en reduktion i støtteudbetalingen for 2019, da landmændene ikke har haft mulighed for at indrette sig efter de ændrede forhold. Det kan ramme budgetterne hårdt og uretfærdigt"!

Efterbetaling til de fleste

Martin Merrild glæder sig dog over, at alle de landmænd, der i 2018 og tidligere har fået for lidt udbetalt, vil få en efterbetaling, og også over, at de landmænd, der efter den nye beregningsmetode har fået for meget, ikke bliver stillet over for et krav om tilbagebetaling af de beløb, de har fået ’for meget’ i årene 2015-2018.

Kan ses i dag

Landbrugsstyrelsen har netop i dag oplyst, at landmænd og konsulenter fra i dag kan se værdien af deres betalingsrettigheder for 2019 og den foreløbige værdi for 2020.

Læs evt. mere om baggrunden for fejlen på lbst.dk

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle