Mælkeprisen stiger igen - men tager farten af

Mælkeprisen stiger med 3,7 øre pr.1. marts. Dermed er det 7. måned i træk at mælkeprisen stiger.

Arla hæver endnu en gang mælkeprisen til sine andelshavere. Denne gang hæves den dog med lidt under halvdelen af sidste måneds stigning - nemlig 3,7 øre for konventionel mælk. Og dermed tager stigningen farten af.

Det kan være tegn på af de seneste måneders prisstigninger  vil blive efterfulgt af en opbremsning.  Stigningen for marts måned er dog en nødvendighed for at følge Seges beregninger.
 
Arlas konventionelle acontopris stiger 1.marts med 0,5 eurocent/kg. Acontoprisen for økomælk forbliver uændret i alle medlemslande. Fedt- og proteinforholdet ændres pr. 1. marts 2017 fra 1:1,6 til 1:1,4, skriver Arla.

Dermed bliver acontoprisen for konventionel mælk 265,6 øre, og for økomælk 359,7 øre. Acontoprisen for mælk produceret på basis af non-GM foder bliver 273,1 øre.
 
Mælkeproduktionen i EU er stigende som sædvanlig på denne tid af året, men den er stadig betydeligt lavere end sidste år. I Oceanien og Sydamerika fortsætter mælkeproduktionen med at falde, men i USA vokser den med omkring 2 procent. Markederne synes stabile med god efterspørgsel - særligt i Asien. Markedet for økologiske produkter er fortsat stabilt, skriver Arla.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle