Medie: Danæg kan være på vej mod første underskud i ti år

Ifølge den tidligere direktør for Danæg, Lars Lunding, er Danæg-koncernen på vej mod et underskud i 2022, fordi man har hævet noteringen mere end salgspriserne kan retfærdiggøre.

Danæg har tilsyneladende problemer med indtjeningen for øjeblikket.

Det fremgår af et af brev fra den nu tidligere formand Lars Lunding, der i et internt dokument har tilkendegivet, at koncernen har hævet noteringen mere, end slagspriserne kan trække, og at koncernen derfor forventer et underksud i år. 

Det skriver AgriWatch, der har set de interne dokumenter.

Dermed er det første gang i et årti, at Danæg, der delvist er ejet af DLG, står til at få røde tal på bundlinjen. Sidst Danæg måtte tage et underskud var i 2012. 

I et brev til 15 andelshavere, der havde stillet en række kritiske spørgsmål til den nu tidligere formand, skriver Lars Lunding: "Direktionen har oplyst, at noteringen er hævet med mere, end de stigende salgspriser i Danæg A/S kan retfærdiggøre. Danæg A/S kører med underskud i år til dato og forventes også at realisere et underskud for året som helhed".

30. maj stoppede Lars Lunding efter ti år som bestyrelsesformand for Danæg Amba og Danæg Holding. Her lød det, at han trak sig af "personlige årsager". 

I dag tirsdag afholdes der derfor en ekstraordinær generalforsamling i Danæg, hvor der skal vælges en ny bestyrelse.

Danæg henviser til bestyrelsesmedlem i Danæg Amba Asbjørn Børsting, der også er direktør i Dakofo og tidligere topchef i DLG, for en kommentar til sagen.

Asbjørn Børsting har dog tirsdag afvist at kommentere sagen for nu. 

- Jeg har ikke rigtig mere at sige i dag (tirsdag.red). Jeg kan sige, at vi vender tilbage efter generalforsamlingen, siger Asbjørn Børsting til Landbrugsavisen. 

Landbrugsavisen ville ellers gerne have bekræftet ordlyden i brevet fra Lars Lunding og efterspurgte en kommentar til noteringsstigningerne.

Danæg Amba ejer i dag 50 procent af Danæg Holding A/S. De resterende 50 procent er siden 2013 ejet af DLG. 

DLG har heller ikke ønsket at kommentere begivenhederne i Danæg eller det kommende regnskab fra koncernen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle