Megalandbrug buldrer frem - men millionforlig tynger bundlinjen

Ingleby Farms and Forrest har nu fuld kontrol over alle sine landbrugsaktiviteter efter frikøb af kontrakt for 88,3 mio. dollar, der trækket bundlinjen i 2020/21-regnskabet i minus.

Det danske storlandbrug Ingleby Farms and Forrest, der driver 45 landbrug fordelt på ni lande og råder over 101.612 hektar jord, buldrer frem i det netop aflagte regnskab.

Omsætningen voksede med 31,4 procent og landede på 172 mio. dollar (1,14 mia. kr.) i 2020/21.

Ligeledes blev sidste års minus på driftsresultatet – hvis man ser bort fra særlige poster – vendt til et plus på 16,8 mio. dollar (110,9 mia. kr.). Også årets resultat endte på et plus på 0,7 mio. dollar, når der ses bort fra de særlige poster.

"Selv om det har været udfordrende at operere under pandemiske restriktioner, leverer vi et stærkt resultat", skriver Andrei Pavel, der overtog rorpinden efter Hans Henrik Koefoed i sommer.  

Særlige poster betyder imidlertid, at Ingleby Farms and Forrest reelt ender regnskabsåret med et stort underskud.

Forklaringen er et forlig mellem Inglebys amerikanske datterselskab og en tredjepart, der i regnskabsåret kostede selskabet en engangssum på 88,3 mio. dollar.

Beløbet dækker ifølge regnskabet over frikøb fra en langvarig kontrakt om et samarbejde, der skulle have strakt sig over de kommende mange år, men som nu er afbrudt. Og det er helt efter planen:

"Med dette forlig er vi nu i fuld kontrol over alle aspekter af vores landbrugsaktiviteter, som tidligere har været drevet af tredjeparter", skriver Andrei Pavel i regnskabet.

"Kontrol med forsyningskæden bliver i stigende grad vigtigt set ud fra et bæredygtighedsperspektiv", skriver han.

Driftsresultatet blev ifølge beretningen i regnskabet påvirket negativt at udfordringer i Peru. Derimod fremhæves det i regnskabet, at Ingleby har opnået fremragende resultater på afgrøder, oksekød, får og mælkeproduktion i i Australien, Argentina, Uruguay, Letland, og Rumænien.

Forklaringen er solide udbytter og stigende priser.

Ingleby Farms and Forrest drives fra kontorer i Slotsgade i Vallø ved Køge

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle