Mere økologi kræver affald fra byen

Der skal flere næringsstoffer til, hvis økologien skal udvikle sig og vokse.

Hver gang, økologer høster afgrøder og sælger dem i byen, fjerner de næringsstoffer fra markerne. Næringsstoffer der ikke automatisk kommer tilbage til økologerne. Samtidig er det ikke alle næringsstoffer, man kan hive ud af den blå luft ved at dyrke grøngødning. Derfor er der god brug for at få hentet plantenæring tilbage fra byerne. Det mener Margrethe Askegaard, specialkonsulent hos Seges Økologi.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at Landbrug & Fødevarer samt Økologisk Landsforening har besluttet at udfase brugen af konventionel gylle på sigt.

»Den eneste udvej er at recirkulere næringsstoffer fra byen,« siger hun.

Mange barrierer

Der er dog mange barrierer, som gør det svært for økologerne. Blandet andet bilag 1 i gødningsbekendtgørelsen, der sætter store begrænsninger for, hvad økologer må bruge som gødning.

»Der er brug for at lette på regelsættet, så økologerne får adgang til flere gødninger,« siger Margrethe Askegaard.

Hvis ikke økologerne bruger dem, er konventionelle landmænd godt i gang med at bruge restprodukterne.

»Der sker megen innovation med recirkulering hos dem,« siger hun.

Husholdningsaffald

Margrethe Askegaard mener, at det vil være oplagt at se på, hvordan man kan udnytte kildesorteret husholdningsaffald, der allerede er på pluslisten for økologi.

»Mange kommuner er i gang, for de bliver nødt til det med regeringens resursestrategi,« siger hun.

Ifølge Sune Aagot Sckerl, formand for Brancheforeningen for Genanvendelse af Organiske Ressourcer til Jordbrugsformål, BGORJ, der tæller 35 virksomheder, som producerer og formidler restprodukter, er der også muligheder i meget andet end husholdningsaffald. Han hilser derfor interessen fra økologerne velkommen.

»Jeg tænker, at økologer er villige til at betale mere end konventionelle, fordi der er mindre udbud af gødningstyper til økologer, så flere produkter vil flytte sig den vej, med mindre analyser og regler bremser,« siger han.

Samtidig er det en succeshistorie også for BGORJ at få det ud til økologer.

»Det er mere sexet at få virksomhedernes restprodukter ud til økologer, fordi det er den ypperste form for recirkulering. Så sluttes cirklen fra jord til bord og tilbage til jord,« fastslår han.

Faktaboks

De største produkter

  • Biogødning (spildevandsslam) 800.000 ton
  • Novogro (gærrest) 200.000 ton
  • Fertiggro (animalsk restprodukt) 90.000 ton
  • Sojamelasse
  • 10-15.000 ton P findes i restprodukter

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle